Bødlen + besøg af instr: Frode Højer Pedersen

Aftenens film er lidt speciel, og forløbet i Den gamle Biograf bliver også lidt specielt denne aften, for vi har fået filmens instruktør, Frode Højer Pedersen, til at komme både for at introducere filmen og til at besvare spørgsmål og diskutere den efter forevisningen.

Filmen bygger på en virkelig historie om en dansker, der som udsending af FN i Cambodia er med til at forberede retssagerne mod Khmer Rouge-lederne, der som bekendt var skyldige i et af verdens største folkemord i 1970’erne. Retssagerne er komplekse alene af den grund, at de fleste ledere er døde eller meget gamle, og ved at opklaringen modarbejdes af tidligere Khmer Rouge-folk. Under opholdet forelsker han sig voldsomt i en cambodiansk kvinde, der på et tidspunkt afslører, at hun som helt ung teenager har været med i de røde khmerer og som sådan har slået hundredvis af landsmænd ihjel. Hvordan skal man leve videre med sin elskede efter den oplysning?

Filmen er ikke alene en kærlighedshistorie, men handler også om verdens politiske sammensathed og dilemmaer. Den er også speciel ved at være produceret af TV-kanalen DK4, hvor den også har været vist adskillige gange. Så selv om det er en biograffilm, har den aldrig været vist i en biograf – før i aften!