Undtagelsen
Aftenens film blev valgt af medlemmerne som jokerfilm sidste år, men blev aflyst som følge af corona-nedlukningen. Den skal vi naturligvis se alligevel i år!
Den er en filmatisering af Christian Jungersens mesterlige roman af samme navn fra 2004 og veksler mellem at være et kammerspil-lignende psykologisk drama og en international thriller. Altså mellem 4 kvinders intriger mod hinanden på et kontor og det tyvene århundredes værste folkedrab. Bogens og filmens formål er at vise at der ikke er nogen forskel hvad angår ondskaben i begge verdener. Forbindelsen mellem de to verdener består i, at kontoret, hvor de 4 kvinder er ansat, tilhører Dansk center for Information om Folkedrab.
Det er altid svært at få alle en romans intentioner med i en film, og det gælder også her, men castingen af og skuespillet af de fire kvindelige hovedroller gør Undtagelsen til en yderst seværdig filmatisering, selv om man, som Sdf’s anmelder skriver, ”forlader biografen fyldt med en følelse af ubehag efter mødet med så megen ondskab”.
I ydre henseende er ”Stille hjerte” en beskeden film, stort set begrænset til en enkelt location, hvor en familie samles over en weekend for at koncentrere sig om en tragisk begivenhed. Søstrene Sanne og Heidi har tilsyneladende accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres, men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere, og gamle konflikter dukker op til overfladen.
Men er det ikke netop i de ”beskedne” intimfortællinger, at Bille August er bedst. Vi husker faktisk med større glæde en film som ”En sang for Martin” om den demensramte dirigent, som vi viste for snart en del år siden i klubben, end de stort anlagte internationale ”Åndernes hus” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Når Bille rendyrker kammerspillet og lader sit på en gang klinisk skarpe og kærlige blik på personerne styre forløbet, opstår der en helt anden nerve, nærhed og varme.
Anmelderne er i hvert fald enige om, at aftenens film er en af Bille Augusts bedste!
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30