Ginger & Rosa

Som den forrige film er også denne en ”coming of age-film”, der har to kvindelige teenagere i centrum, men ellers er den dog meget forskellig. Alene den kendsgerning, at filmen forgår i 1960’ernes London og lægger meget vægt på at gengive denne historiske periode som baggrund for de to hovedpersoners dannelseshistorie.

Ginger og Rosa er bedsteveninder, begge født samme dag som atombomben faldt over Hiroshima, og den kolde krig og truslen om atomudslettelse er i højeste grad tilstede som baggrund for pigernes teenagerliv. Den kvindelige engelske instruktør, som vi husker fra hendes fremragende, men meget anderledes film end aftenens, Orlando og Tango Lesson fra 90’erne, er jævngammel med pigerne, og tidsbilledet præges af selvbiografiske træk. Der skal ryges cigaretter, blaffes, kysses og gøres oprør mod forældregenerationen. Der skal spilles jazzmusik og gås atommarch.

Filmen er både et ”fornemt portræt af den første efterkrigsgeneration” (som mange af filmklubbens ældre medlemmer sikkert kan genkende!) og ”en næsten tidløs film, der ligeså vel kunne have udspillet sig i dag med frygtkomponenterne erstattet af nogle andre, og som griber sit publikum med ungdommelig angst og skønhed”, som anmelderen i Jyllandsposten slutter.

Klip  Anders Refn

Drive

Det har ikke altid været let at snuppe Nicolas Winding Refns Pusher-film, selv om der åbenlyst har været en stilistisk og kunstnerisk vilje bag. Men hvad tjente den meget vold til?

Det er man til gengæld ikke i tvivl om i hans ny i Hollywood producerede film. Der er vold også i Drive, men langt mindre og indsat meningsfuldt i en gribende kærlighedshistorie.

Filmen skildrer en lidt mystisk ”driver”, altså en person, der lever som chauffør-stuntman i film og ved at være flugtbilkører ved røverier om natten. Han er en indelukket enspænder, men oplever alligevel en varme og kærlighedsfølelse i forbindelse med et bekendtskab med sin smukke nabo og hendes søn. Hun har problemer med sin forbryderiske mand, og han tager et job for at hjælpe hende, men kuppet går galt…

Selv Informations old-school filmanmelder Morten Piil taler om en helstøbt auteur-film, der fuldt fortjent førte til priser og internationalt gennembrud for Refn, og Kim Skotte slutter sin anmeldelse i Politiken med, ”at det godt kan være, at Refn aldrig har taget sit kørekort i virkeligheden, men i filmens verden får han med Drive anskaffet sig det store kørekort”.