Jagten

Efter en svær skilsmisse tegner livet igen lyst for børnehavepædagogen Jacob. Han har fået en ny kæreste og et godt forhold til sin teenagersøn. Men da lille Klara i børnehaven i et presset øjeblik påstår, at Jacob har blottet sig for hende, begynder rygterne og sladderen at sprede sig i det lille samfund. Og selv om Jacob er uskyldig i anklagen, lægger både naboer og venner afstand til ham, og lavinen ruller.
”Festen”’s skaber, Thomas Vinterberg, er tilbage med en vedkommende film om et andet tabuemne i vores kultur. I ”Festen” var det incest, i ”Jagten” pædofili. Og Mads Mikkelsen leverer som børnehavepædagogen en enorm nuanceret og troværdig præstation, der lægger ny alen til hans ry som en af vore bedste skuespillere.
Vi ved godt at en del filmklubmedlemmer allerede har set sidste års to bedste, danske film, denne og ”En kongelig affære”, men vi synes de skulle med på vores program af hensyn til alle andre. Og så er det altså altid givende at gense gode film, skulle vi hilse at sige!