Ginger & Rosa

Som den forrige film er også denne en ”coming of age-film”, der har to kvindelige teenagere i centrum, men ellers er den dog meget forskellig. Alene den kendsgerning, at filmen forgår i 1960’ernes London og lægger meget vægt på at gengive denne historiske periode som baggrund for de to hovedpersoners dannelseshistorie.

Ginger og Rosa er bedsteveninder, begge født samme dag som atombomben faldt over Hiroshima, og den kolde krig og truslen om atomudslettelse er i højeste grad tilstede som baggrund for pigernes teenagerliv. Den kvindelige engelske instruktør, som vi husker fra hendes fremragende, men meget anderledes film end aftenens, Orlando og Tango Lesson fra 90’erne, er jævngammel med pigerne, og tidsbilledet præges af selvbiografiske træk. Der skal ryges cigaretter, blaffes, kysses og gøres oprør mod forældregenerationen. Der skal spilles jazzmusik og gås atommarch.

Filmen er både et ”fornemt portræt af den første efterkrigsgeneration” (som mange af filmklubbens ældre medlemmer sikkert kan genkende!) og ”en næsten tidløs film, der ligeså vel kunne have udspillet sig i dag med frygtkomponenterne erstattet af nogle andre, og som griber sit publikum med ungdommelig angst og skønhed”, som anmelderen i Jyllandsposten slutter.

Klip  Anders Refn

The Kids Are All Right

I vore dage er der mange familieformer, i filmen her er der to mødre. Nic og Jules har dannet lebisk par i 20 år, og parrets to børn på 18 og 15 år har det ikke meget anderledes med kærlige og irriterende forældre end alle andre teenagere. Hvilket alt sammen er lige efter familiebogen, man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort, indtil børnene ved den ældstes 18-årsfødselsdag beslutter sig til at opspore deres donorfar. Det bliver et udviklende møde for alle…

Det er ikke nemt at slå igennem i USA uden for Hollywood. Uden 3d, animation eller splat og gigantiske reklamebudgetter går det normalt ikke, men heldigvis er det lykkedes for aftenens film. Som Kim Skotte skriver i Politiken skyldes det ”først og fremmest skuespil i platinklassen”.
Det er en livsnær, sjov og hjertevarm kvalitetsfilm. Det er kort sagt en oplagt afslutning på vores jubilæumsår, og en film der er værd at vente på under en kort generalforsamling forinden.