i åbner med Mike Leighs nye film, hvor han atter er tilbage i det socialrealistiske spor og mesterligt viser os det engelske klassesamfund som vi sidst så det i ”Career girls” og især i cannesvinderen ”Hemmeligheder og løgne”.
I filmen tegner Leigh et billede af under-England som dårligt kan være sortere: Far Phil kører taxa, men har svært ved at komme op om morgenen og bliver mere og mere indesluttet, melankolsk og filosofisk, moderen Penny er kassedame og holder stædigt hjemmet sammen med de to fede, voksne, hjemmeboende børn. Omkring dem svæver alle bipersonerne, der ligesom den lille familie sidder fast i det håbløse miljø og den dagligdags trøstesløshed.
”Jeg har det som et gammelt træ, der ikke får vand”, siger faren på et tidspunkt. I denne ødemark mangler det eksistentielle, respekten for og kærligheden mellem mennesker. Men se om ikke Mike Leigh viser en udvej og vover en slags ”happy end”. Det gør nok ondt at se alle disse ensomme, sårede og kærlighedsløse sjæle, men sandheden om dem er på en måde også en anden. De viser sig alle at rumme en slags værdighed og en menneskelig værdi, man ikke kan antaste, og som bryder igennem til sidst.