Aftenens film er vurderet ret forskelligt, men flere af klubbens bestyrelsesmedlemmer har set den og været meget optaget af den. Og som i Fly’s tilfælde er der også her tale om en instruktør, der før har vist sin høje standard, i dette tilfælde Stephen Daldry, der lavede de fremragende film Billy Elliot og The Hours, som vi begge har vist i filmklubben.
Filmens første del skildrer et mærkeligt kærlighedsforhold i efterkrigstidens Tyskland mellem en stor dreng og en enlig, dobbelt så gammel kvinde. Han lærer gennem hende erotikkens første betagelse, hun får til gengæld læst verdenslitteraturens klassikere højt, deraf titlen. Først højtlæsning, så sex! Hanna forsvinder imidlertid ud af den unge mands liv, og de mødes først syv år senere i en retssal, han som jurastuderende og optaget af at forstå, hvad hans forældregeneration lavede under krigen, hun som anklaget for sit virke som SS-vagt i en koncentrationslejr under krigen.
Filmen bæres frem af en fantastisk præstation af Kate Winslet som Hanna og en spændende diskussion om kærlighed, soning og skyld. Holocaust blev ikke begået af en særskilt, nu afdød race, som kaldes nazistiske monstre. Almindelige mennesker blev inddraget i mordmaskinen. Men hvordan gik det til, og hvad følte de bagefter? Og hvordan så den næste generation på dem og deres forbrydelse? Det er filmens væsentlige temaer.