Ida

Nu vi er ved Oscar-priserne: Aftenens polske film vandt i år i kategorien ”Bedste udenlandske film”. Og det er i sandhed også en visuelt slående og poetisk stærk film, skulle jeg hilse og sige.

Historien udspilles i et trøstesløst Polen i de tidlige 1960’ere. Hovedpersonen Anna har som helt lille mistet sine forældre under 2. verdenskrig og er derfor vokset op på et kloster, hvor hun ved filmens start er klar til at aflægge nonneløftet. Først må hun dog opsøge sin eneste nulevende slægtning, den desillusionerede dommer, tante Wanda. Mødet og den erindrings-rejse rundt i Polen for at finde forældrenes grave, som de to begiver sig ud på, vender op og ned på personernes liv.

”Midt i mediekværnens malstrøm dukker der undertiden enestående film frem, som kan noget rigtigt svært: belyse vores eksistens gennem et enkelt menneskes valg og dilemmaer i konkrete livssituationer. Sådan en filmperle er ”Ida””, skriver Søren Vinterberg i sin anmeldelse i Politiken.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30