Den perfekte chef
Vi starter sæsonen i den lette ende med en kulsort komedie, der nu også er en let genkendelig og skarp samfundssatire over livet på mangen en arbejdsplads.
Den selvoptagede chef Blanco, fremragende spillet af Javier Bardem, driver et familiefirma og forventer særlig opmærksomhed og ros om sin indsats som chef, men ak, en fyret medarbejder på hævntogt, en medarbejders eksistentielle krise og hans egen alt andet end uskyldige interesse for den unge marketingspraktikant, giver problemer…
Bardem har aldrig været bedre, og filmen blev valgt som Spaniens Oscar-bidrag, så selv om filmen var Biografklub Danmark-film sidste år, synes vi ikke filmklubbens medlemmer i Gørlev og omegn skulle snydes. Oplagt sæsonåbningsfilm, siger formanden, der har set den!
Fotografen Janis – spillet af en aldrig bedre og dejligere Penelope Cruz – møder retsantropologen Arturo i embeds medfør: Hun skal fotografere ham til et magasin. De bliver varme på hinanden, også fordi hun har en personlig og familiær interesse i hans arbejde for en organisation, der identificerer de fascistiske Franco-tilhængeres ofre fra borgerkrigen i 30’erne. Janis’ oldefar var nemlig et af dem. Hun bliver gravid, og møder på fødselsgangen en hel anden slags mor, med en hel anden baggrundshistorie, og som titlen siger, bliver de en slags parallelle mødre.
Det er en af den store spanske instruktørs bedste film. Som Sdf-anmelderne siger ”blæses man bagover af den sansemættede film, der får den lille historie om mødrene til at hænge sammen med den store om Spaniens fortrængte fortid”.
Smerte og ære
Spaniens store gamle instruktør har lavet en sikkert ganske selvbiografisk film. Vi møder instruktøren som desillusioneret og neurotisk optaget af sit skrantende helbred. Han kan ikke længere skabe film, og hvad er der ved livet, hvis man ikke kan lave film? Et møde med en skuespiller, der medvirkede i hans store succes for 32 år siden, kan måske løse op for instruktørens krise. Og endnu et gensyn med en gammel kæreste, som instruktøren svigtede, men aldrig har glemt, giver anledning til nye minder. Og minder er jo bearbejdelse af levet liv.
Det er en smuk, varm og kærlig film med store skuespilpræstationer. Specielt er Antonia Banderas fremragende som instruktøren, og Penelope Cruz er jo altid dejlig. Mange anmeldere mener, at filmen her burde have vundet palmerne i Cannes, og at det er Almodovars bedste film.
Aftenens film kaldes ”en spansk perle af en film”. Historien ses med den 6-årige Fridas øjne. Hun har mistet begge sine forældre, moderen er netop ved filmens start død af aids og faren forsvundet for lang tid siden. Derfor skal Frida flyttes fra Barcelona og anbringes hos onkel og tante og deres lille barn i en katalansk landsby.
Filmen er selvbiografisk, fortæller den debuterende instruktør. Frida føler sig spærret inde i en usynlig boble af sorg, ensomhed og desorienteret følelse af uafklarethed, så det bliver en lang, ubærlig sommer. Filmen bliver dog aldrig sentimental, selv om den med sit tætte nærvær og med en række utroligt ægte børneskuespillere er tæt på at være en tåreperser. Der er tale om et betagende smukt og livsbekræftende opvækstdrama, som filmklubbens medlemmer så hver især kan gå til deres sommer med i bagagen.
SDF’s (Sammenslutningen danske filmklubber) holder i år Landsmøde i Gørlev..
I den forbindelse er alle Medlemmer af Gørlev filmklub m (sæsonkort for 2015/2016 sæson 29) Inviteret til en Xtra film denne sæson OG DET ER HELT GRATIS
SDF’s filmanmelder Beskriver filmen således:
Året er 1980, og stedet er det politisk ustabile Spanien.
To kriminalbetjente, Juan og Pedro, sendes fra Madrid til
det støvede, andalusiske bøhland for at efterforske to
teenagesøstres forsvinden. De lokale indbyggere synes
bemærkelsesværdigt ligeglade med sagen, og efterhån-
den som betjentene afdækker flere mord, der passer ind
i mønsteret, begynder provinsbyens sande ansigt at tone
frem.
Spilletid |
105 min. |
Biopremiere |
30.07.2015 |
Denne film blev valt som den ene af to Jokere i sæson 2006.07
Raimunda bor i Madrid, hvor hun arbejder som vicevært og passer sin dejlige datter og dovne mand Paco. Livet tager en uventet drejning, da Paco forsøger at voldtage deres datter og bliver dræbt under forsøget. Samtidig dukker Raimundas og hendes søster Soles afdøde mor op i form af et spøgelse, der hjælper til i Soles frisørsalon, og søstrene får pludselig uventet meget kulør på tilværelsen.
Den spanske instruktør Almodóvar laver fantastisk gode film, og vi har vist flere af dem i klubben, sidst ”Tal til hende” i forrige sæson. Aftenens film er ingen undtagelse.
Filmen er flere ting på en gang: En fortælling om en præst og en lærer, der i 1960’erne udnytter drengene i sin varetægt. En fortælling om de samme drenges gensidige forelskelse i ly af biografmørket. En erotisk farce og et homoseksuelt melodrama. En film-noir-thriller komplet med mystiske identiteter i en mørk skæbnetung fortællings greb. Og derudover er der tale om et selvportræt af en passioneret ung filminstruktør i kreativ krise. Det er givetvis også en ganske personlig film, der bygger på selvbiografisk stof, Almodóvar her har lavet.
Men betegnende nok bliver hele dette komplicerede lag af historier, man springer mellem, ikke svært eller indviklet.” ”Dårlig dannelse” fremstår med sine indre modsætninger, sin udfordrende mangel på dømmesyge, sin tørre humor og sin uskrømtede fortælleglæde, som en dejlig oplevelse af den særlige art, som kun en Almodóvar-film kan give”, som Morten Piil slutter sin anmeldelse i ”Information”.
Når man tænker på, hvad 60’ernes og dermed mandssamfundets opbrud i kønsrollerne afstedkom herhjemme af problemer for begge køn med at finde deres ny rolle, er det oplagt at det katolske Spanien efter Franco må have oplevet vanskelighederne ved dette kønsrolleskift endnu mere markant. Eller sagt anderledes og mere konkret : I 2002 indløb der i Spanien 43.313 officielle anmeldelser om vold i hjemmet, hvoraf 52 af tilfældene fik døden til følge! Så nok er aftenens film fiktion, men den har en barsk, realistisk virkelighedsbaggrund i det spanske samfund. Og vel i et vist omfang også i det danske…
Filmen Ta mine øjne handler om hustruvold, men tager sit udgangspunkt et uventet sted, nemlig i det faktum at Antonio og Pilar elsker hinanden. Men trods terapi og gode ønsker har Antonio svært ved at styre sit temperament overfor Pilar og hendes nyvundne selvstændighed. Filmens styrke er at den skildrer Antonio som et menneske, ikke et monster. Hans handlinger bliver gjort forståelige, men ikke berettigede, og filmens spørgsmål er om disse påtrængende og stærke følelser kan forløses i andet end vold og ydmygelse.
Begge de to hovedpersoner er dybt troværdige som ofrene for denne farlige cocktail af brutalitet og seksualitet i et samfund i opbrud mellem gamle og ny normer og giver os et nuanceret og facetteret indblik i de elskende ægtefællers ulykkelige situation.
Den store engelske socialrealistiske mester, der gav os film i 70’erne som Kes og Family Life og i 90’erne Riff-Raff, Land and Freedom og My name is Joe ( de sidste alle vist i Gørlev Filmklub), har atter ladet høre fra sig.
Aftenens film er nok socialrealisme, men også en kriminalfilm. Trods sin unge alder er hovedpersonen Liam aktiv i Glasgows narkomiljø. Hans mor sidder i fængsel, og det er drømmen om at skaffe moderen et hjem, og sig selv et normalt familieliv, når hun løslades, der motiverer Liam til hans kriminalitet og tvinger ham til at bruge kniv, i stedet for som han siger i starten, at nøjes med at bruge hovedet.
Titlen er blodig ironi. Der er ikke noget som helst sødt ved at være 16. Tværtimod er 16 skæringsdatoen, hvor unge lømler kan betragtes som strafbare kriminelle. Og det er her, man bliver voksen, og det er hvad fortællingen om den 15-16-årige Liam drejer sig om. Den socialt determinerende skæbne hviler tungt over menneskene og giver dem ikke mange muligheder ifølge Loach. At han også mener det er uretfærdigt, mærkes klart i dette portræt af et barn med hjertet på rette sted.