Tre årstider

Instruktøren er vietnameser opvokset i USA, og det har været ham magtpåliggende at give et andet billede af Vietnam end de krigsbilleder vi er vant til. I løbet af tre historier fra det moderne Saigon præsenteres vi for fire forskellige skæbner i en sammenvævet poetisk fortælling: Den unge pige, der plukker og sælger ægte lotusblomster, og bliver en inspiration for en gammel, menneskesky digter, richshaw-chaufføren, der forelsker sig i luksusluderen, gadedrengen, der lever af at sælge tyggegummi og lightere til turisterne og endelig den tidligere amerikanske soldat, der leder efter den datter, han fik med en vietnamesisk kvinde, som han forlod da krigen sluttede. Det er en underskøn fotograferet stille og bevægende fortælling om håb i en verden, der skifter som årstiderne. Filmen fortæller hvordan det gamle traditionelle Vietnam, der måske var en mere uskyldig verden, møder indflydelserne fra den moderne, mere kommercielle og vestligt påvirkede verden. ”En yndefuld, charmerende og livsklog film”, som den kaldes i de rosende anmeldelser.