Aftenens film er en stærkt virkende beretning om en polsk-jødisk musikers skæbne under det nazistiske barbari.
Polanski, der selv som barn levede i Krakows ghetto, men undslap nazisternes holocaust, har naturligvis længe lige som kollegaen Spielberg ( ”Schindlers liste”) gerne villet fortælle om denne periode filmisk, men først med genudgivelsen og opdagelsen af den polske pianist og komponist Wladislaw Szpilmans dagbog fra Warszawas ghetto i 1998 fandt han sit stof. ”Det er sikkert min mest personlige film. Jeg kunne bruge mit eget erindringsstof, men det var gennem Szpilmans bog, jeg kunne sikre mig at det ikke blev for personligt. Distancen og beherskelsen kommer fra Szpielman”, sagde Polanski ved overrækkelsen af de gyldne palmer i Cannes i 2002.
Og filmen er netop en stærkt neddæmpet, næsten nøgtern beretning om uhyrlighederne i Polen. Som i Søren Kragh Jacobsens ”Øen i fuglegade”( næsten-vinder ved vores første filmfestival i 1997) er hovedpersonen et vidne, som vi oplever igennem. Szpielmann er absolut ikke en herorisk skikkelse, men en skræmt og passiv iagttager, en almindelig mand med en ekstraordinær skæbne, hvad der gør det lettere for os tilskuere at identificere os med hans lidelsesfulde oplevelser.