Fotografen Janis – spillet af en aldrig bedre og dejligere Penelope Cruz – møder retsantropologen Arturo i embeds medfør: Hun skal fotografere ham til et magasin. De bliver varme på hinanden, også fordi hun har en personlig og familiær interesse i hans arbejde for en organisation, der identificerer de fascistiske Franco-tilhængeres ofre fra borgerkrigen i 30’erne. Janis’ oldefar var nemlig et af dem. Hun bliver gravid, og møder på fødselsgangen en hel anden slags mor, med en hel anden baggrundshistorie, og som titlen siger, bliver de en slags parallelle mødre.
Det er en af den store spanske instruktørs bedste film. Som Sdf-anmelderne siger ”blæses man bagover af den sansemættede film, der får den lille historie om mødrene til at hænge sammen med den store om Spaniens fortrængte fortid”.
Smerte og ære
Spaniens store gamle instruktør har lavet en sikkert ganske selvbiografisk film. Vi møder instruktøren som desillusioneret og neurotisk optaget af sit skrantende helbred. Han kan ikke længere skabe film, og hvad er der ved livet, hvis man ikke kan lave film? Et møde med en skuespiller, der medvirkede i hans store succes for 32 år siden, kan måske løse op for instruktørens krise. Og endnu et gensyn med en gammel kæreste, som instruktøren svigtede, men aldrig har glemt, giver anledning til nye minder. Og minder er jo bearbejdelse af levet liv.
Det er en smuk, varm og kærlig film med store skuespilpræstationer. Specielt er Antonia Banderas fremragende som instruktøren, og Penelope Cruz er jo altid dejlig. Mange anmeldere mener, at filmen her burde have vundet palmerne i Cannes, og at det er Almodovars bedste film.
Den spanske instruktør Almodóvar laver fantastisk gode film, og vi har vist flere af dem i klubben, sidst ”Tal til hende” i forrige sæson. Aftenens film er ingen undtagelse.
Filmen er flere ting på en gang: En fortælling om en præst og en lærer, der i 1960’erne udnytter drengene i sin varetægt. En fortælling om de samme drenges gensidige forelskelse i ly af biografmørket. En erotisk farce og et homoseksuelt melodrama. En film-noir-thriller komplet med mystiske identiteter i en mørk skæbnetung fortællings greb. Og derudover er der tale om et selvportræt af en passioneret ung filminstruktør i kreativ krise. Det er givetvis også en ganske personlig film, der bygger på selvbiografisk stof, Almodóvar her har lavet.
Men betegnende nok bliver hele dette komplicerede lag af historier, man springer mellem, ikke svært eller indviklet.” ”Dårlig dannelse” fremstår med sine indre modsætninger, sin udfordrende mangel på dømmesyge, sin tørre humor og sin uskrømtede fortælleglæde, som en dejlig oplevelse af den særlige art, som kun en Almodóvar-film kan give”, som Morten Piil slutter sin anmeldelse i ”Information”.
