Lykkevej

Aftenens film er den eneste danske vi viser i denne sæson, og det er en lille perle, en varm og vedkommende komedie.
Filmen handler om et miljøskift. Overklassekvinden Sara svigtes af sin utro mand og skal derfor klare sig selv og tvinges derved til at leve et helt andet liv end hun hidtil har gjort. Den tilsyneladende hjælpeløse og sårbare kvinde fra de nordlige forstæder skal klare sig blandt den jævne familien Danmark i Valby. Saras seje karakter og omstillingsevne gør imidlertid, at hun klarer dette, ja efterhånden magter hun det endda i en grad, så hun som katalysator for vejens stridigheder med omsorg kan føre Lykkevejs beboere sammen i en rigtig ”happy end”.

Fremstillet sådan kunne det let være gået galt og endt i skematisk folkekomedie. Men Arnfred fortæller historien så ærligt, sjovt og overbevisende, og Birthe Neumann spiller sin første egentlige filmhovedrolle så overbevisende, at det bliver en fryd at overvære.