Fish Tank

I sæson 2008-09 viste vi den unge skotske instruktørs prisbelønnede debutfilm Red Road om overvågningssamfundet i klubben, nu har hun igen vundet juryens pris i Cannes.
Det er historien om den helt unge Mia, der lever i ret trøstesløse omgivelser, der både kontant og konstant er på kant med samfundet, nikker skaller, bliver smidt ud af skolen, lukket ude af venindeflokken etc. Men en sommerdag kommer hendes noget promiskuøse mor hjem med en ny kæreste, der viser sig at være både omsorgsfuld og charmerende – og med evne til at fylde både moderens og datterens liv med kærlighed.

Med filmen løfter Andrea Arnold arven efter de store engelske realister, Mike Leigh og Ken Loach, men tilføjer ungdom og sex. Den er blevet sammenlignet med både Precious og Lone Scherfigs An Education, som vi begge viste i klubben sidste år, men den er helt sin egen. ”Den visuelt begavede Arnold fornyr på forførende vis den britiske realisme med dette både sansemættede, spændende og sexede drama”, som Informations anmelder konkluderer.

Red Road

Aftenens film er skotsk, men blevet til på dansk foranledning. Lars von Trier står bag konceptet, hvor tre debuterende instruktører skaber historier ud fra et fælles persongalleri, som er skabt af to andre kendte danske filmnavne, Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen. Den er blevet meget vellykket og blev derfor også præmieret med juryens store pris i Cannes sidste år.
Filmen giver et råt og ærligt portræt af en kvindes vej ud af sorgen. Hovedpersonen arbejder i et overvågningsfirma i den skotske storby Glasgow. Hun tager sit arbejde alvorligt og lever et stille og kontrolleret liv tilsyneladende, men under facaden gemmer hun en stor sorg. En dag dukker en mand fra hendes fortid op på en af overvågningsskærmene, og det står hurtigt klar, at hun må konfrontere ham og gøre fortidens regnskab op.
Om de to andre film i Triers koncept bliver lige så gode, vil fremtiden vise. Andrea Arnold ”har i hvert fald sat en høj standard med denne umådelig indtryksfulde film, der sidder i hovedet i lang tid efter”, som Ann Lind Andersen slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende.