Vi har vist en del af de begavede Coen-brødres film, sidst No Country for Old Men, men aftenens film er meget anderledes. Den har tydeligt selvbiografiske træk, alene ved at filmens historie er lagt tilbage til 60’erne i Minneapolis, hvor de to brødre voksede op.
I centrum står den pæne underviser og jødiske familiefar i forstadskvarteret, Larry Gopnik, som gør alt for at leve et ordentligt liv, men som alligevel rammes af den ene ulykke efter den anden. Både på hjemmefronten og i forbindelse med arbejdet. Larry gør meget for at holde facaden og for at finde svar på både sine hjemlige og økonomiske problemer, men det ligner unægtelig en Job-historie…
”At tilværelsen er meningsløs, er en konklusion, mange andre end Ethan og Joel Coen er nået frem til, men sjældent med så megen moro til følge. Det er faktisk til at dø af grin over”, slutter Politiken-anmelderen sin ros til denne både kulsorte og meget morsomme filmperle.
Når nu vi selv har en statsminister, der som ung VU’er stolt lod sig fotografere sammen med de afghanske mujahediner, efter at have overrakt støttekronerne til frihedskampen mod Sovjetunionen i 8o’erne, kunne det være sjovt at se Mike Nichols politiske satire om den amerikanske kongresmand Wilsons tilsvarende hjælp til talibankrigernes kamp mod Sovjet.
Charlie Wilsons War fortæller nemlig den langt hen ad vejen sandfærdige historie om, hvordan et demokratisk kongresmedlem fra Texas i 1980 blev træt af at se til, mens russiske tanks angreb civilbefolkningen i Afghanistan, som Sovjetunionen havde invaderet i december 79. Så godt som ene mand, sammen med en reaktionær millionøse og en frustreret CIA-mand, udvirkede han en større bevilling til en hemmelig krigsførelse.
”Hollywood er ikke bare en opportunistisk pengemaskine, men kan også tage bladet fra munden, selv om tidsånden kalder på patos, konsensus og simplificering. Robert Redford lavede i fjor Lions for Lambs om dagens krig i Afghanistan, Charlie Wilsons War fortæller forhistorien og tilsætter mørk gudelatter. Filmen er en sædekomedie, intelligent og uafbrudt interessant. Med gnistrende vid demonstrerer Mike Nichols, at det radikale Amerika stadig kan tænke”, som Bo Green slutter sin anmeldelse i Weekendavisen.
