The Fabelmans

The Fabelmans

Filmen er Spielbergs nyeste, en selvbiografiske fortælling om hans opvækst, og samtidig en hyldest til filmkunsten. Den fortæller, hvordan Sammy/Steven bliver optaget af film allerede som lille skræmt dreng, hvor han bruger sine smalfilmsoptagelser til at skabe styr på verden og overvinde sin frygt. Senere opdager han, hvordan han kan vinde venner vha sine optagelser, men også hvordan de kan afsløre

den ubehagelige sandhed, i dette tilfælde hans mors utroskab.

Filmen er meget forskellig fra hans tidligere mesterværker, men selv et mesterværk, der rørende fortæller om den splittelse, der har præget den unge Spielberg, både som fysisk lille, som jødisk og som barn af to forældre modpoler, edb-ingeniøren og musikeren.

Filmen varer godt to en halv time. Maden består af hovedret, dessert og kaffe og koster 200 kr. Tilmelding til maden er nødvendig til formanden (40578804) eller kassereren (40310143). Man er naturligvis velkommen til kun at se filmen.

Revolutionary Road

Sam Mendes, som lavede den fremragende American Beauty, som vi viste i filmklubben 2001, fortsætter med at skildre det svære middelklasseliv i forstæderne. Titlen er ironisk nok navnet på den anonyme villavej, hvor April og Frank bor, skændes og keder sig, mens de begge længes efter noget andet og drømmer om at flytte til Paris. Frank sidder fast i et velbetalt, men kedeligt job, April går rundt derhjemme, som man gjorde som gift kvinde i halvtresserne, og spekulerer over, hvorfor hendes skuespilkarriere aldrig blev til noget.
Når dette bliver så vellykket, er det fordi det bliver ”skuespillernes film”: Mendes har bragt Kate Winslet og Leonardo DiCaprio sammen igen, 10 år efter deres samspil i Titanic: ”Fanget mellem fløs og verdensmand spiller DiCaprio  sit måske bedste nogensinde, mens Winslet udfører rollen som forstadshustru som en tragisk løvinde i et bur belagt med teflon og med drikkeskål støbt i tupperware”, som Kim Skotte beskriver det i sin anmeldelse i Politiken.

Soning

Ian McEwans roste roman er blevet filmatiseret, og filmen er blevet lige så rost og vellykket. Filmanmelder Søren Vinterberg indleder sin anmeldelse med at spørge, om dette virkelig kan være muligt, og ”Ja. Denne intelligente, foruroligende, suverænt spillede og slet og ret gribende kærlighedstragedie over McEwans bestsellerroman viser det”.
Historien beretter om Briony, der i 1935 som forkælet 12-årig og som offer for sin egen løbske fantasi, af jalousi begår sit livs fejltagelse med en falsk voldtægtsanklage mod storesøsterens store kærlighed, og dermed spolerer såvel sit eget som søsterens og kærestens liv. Hvordan tage ansvar for og sone en sådan skyld? Det er hvad filmen forsøger at besvare på baggrund først af verdenskrigens helvede, hvor Briony som sygeplejerske trøster døende soldater, og senere som aldrende skribent, hvor hun stadig må stille samvittighedsspørgsmålet, om en så stor synd med så monumentale omkostninger kan sones, og i givet fald hvordan.
Svaret må man selv se i denne glimrende og seværdige filmatisering.

There will be blood

Valgt som en af årets Jokere

Et storslået,episk beretning om skæbne , sammenhold,magt, olie omkring århundredeskiftet under den californiske olierush.Daniel Plainview er en småsølle, middelmådig men også begavet, stædig sølvgraver, der drømmer om rigdom. Da hanfår et tip om olie i en lille californisk by, drager han afsted med sin lille søn H.W.for at prøve lykken. Og der er ganske rigtigt olie. Masser af olie.
Plainview får på kort tid skabtsig en gigantisk formue, men habn bliver samtidig mere og mere hensynsløs. Og dette får tragiske følger for familierelationerne.

Gangs of New York

Scorseses nye film har ambitioner og vil ikke blot, som titlen ellers lader ane, være endnu en gangsterfilm med bandekrige. Ikke at der ikke også er tale herom, men filmen vil meget mere, nemlig fortælle historien om det moderne Americas tilblivelse set i brændpunktet New York.
Filmen skildrer kvarteret The Five Points på Manhattans Lower East Side, et fattigt slumområde, hvortil især irske immigranter kommer og søger at slå sig igennem. Tiden er i prologen 1846 og i hovedparten af filmen 1863.
Historien er sådan set enkel, idet den handler om Amsterdam Vallon, der som dreng ser sin far blive dræbt af den magtfulde bandeleder Bill ”the Butcher” Cutting og som ung vender tilbage til barndommens kvarter for at hævne sin far, d.v.s. slå Bill ihjel.
Men den egentlige intention er at skildre den ny verdens storby nr. 1 som en kogende heksekeddel af korruption, kriminalitet, racisme og rystende klasseforskelle. Filmen er et gigantisk, historisk epos om fødslen af det moderne Amerika. En film der udpræget skal ses på det store lærred!

At kende sandheden

Når vi viser mange danske film i år, skyldes det simpelthen at der laves mange danske kvalitetsfilm. Dansk film er – dogmefilm eller ikke – glædeligvis stadig inde i en strålende udvikling.
Aftenens instruktør er jo en gammel kending, skaberen af så glimrende film som ”Kundskabens træ”, ”Drenge”, ”Lars Ole, 5c” og ”Kærlighedens smerte”. Med undtagelse af afstikkeren til Færørene med ”Barbara”, har han holdt sig til sit eget selvbiografisk prægede århusianske univers, og med aftenens film er han atter tilbage heri med det formål at fortælle sin afdøde fars historie.
Neurologen Richard Malmros beskrives i tre perioder af sit liv: I den fattige barndomsperiode i Esbjerg i begyndelsen af århundredet, i midten af århundredet, hvor han fungerede som professor og overlæge på Århus Kommunehospital, og i de sene år i begyndelsen af 1990’erne, hvor han er gammel og svagtseende. Filmen springer mellem perioderne og tager udgangspunkt i en sag, der i hans alderdom bragte ham på forsiderne: Hans brug af det radioaktive stof thorotrast, der blev benyttet til hjerneoperationer, og som senere viste sig kræftfremkaldende.

Det er blevet til et intenst, følsomt og meget smukt portræt af et menneske, der gennem hele sit liv lod pligten og ansvaret være styrende, men aldrig fik livsglæden eller personlige behov forløst.

The Hours

Hvor vi dog glæder os til gensynet med dette medrivende mesterværk, som flere medlemmer af bestyrelsen så på vores årlige ”screening”, og som vi på det varmeste vil anbefale alle at se eller gense!
Filmen folder sig efter en prolog, hvor vi ser Englands store kvindelige forfatter, Virginia Woolf, begå selvmord i 1941, ud i tre forskellige tidsaldre, og den handler om tre forskellige kvinders kamp for at leve op til rollen som ”perfekt kvinde”: Julianne Moore spiller den gravide husmor, der i USA i 1951 prøver at arrangere en lille fødselsdagsfest for sin mand. Hendes depression gør det ikke let, og hun kan ikke slippe Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway fra 1925, der også handler om en kvindes perfektionistiske planlægning af en fest. ( I øvrigt fremragende filmatiseret i 1998 og vist i Gørlev Filmklub året efter). Imens følger vi også den hektiske moderne Meryl Streep i nutidens New York planlægge en fest for sin aidsramte forfatterven. De to historier bliver så igen brudt af historien om Virginia Woolf, spillet af Nicole Kidman, mens hun i 1925 færdiggør romanen Mrs. Dalloway.

Vejen til Perdition

Valgt som den ene Joker i sæson 2002-03

Chicago, 1930erne. Da lejemorderen Michael O’Sullivans familie bliver slået i stykker på grund af et mord, må han tage på flugt med sin overlevende søn. Han begynder snart at planlægge sin helt egen form for hævn.

“‘Road To Perdition’ er i al beskedenhed en stensikkert snedkereret tragisk og forløsende skæbnefortælling om fædre og sønner og sønner som brødre…en traditionel storfilm, men fortalt med en menneskelighed og en æstetisk stringens, der er sjælden.