In Bruges

Vi har tradition for efter årets generalforsamling ( som man altid trygt kan møde op til, for der er ingen risiko for at blive indvalgt i bestyrelsen!) at vise en sjov og skæv film, og det kan vi også love jer i år.
Byen, som vi på dansk kalder Brügge, på fransk og engelsk Bruges, er en smuk middelalderby i Flandern i Belgien. Og ”hvem fanden vil tage til Bruges”, er spørgsmålet fra den ene engelske lejemorder til den anden. Det vil de fleste gerne efter at have set filmen, men for de to lejemordere, der er blevet beordret på ”ferie” i byen efter er fejlslagent ”job” er det mere tvivlsomt. Men selv når skyderne hviler for de to hitmen, sker der ting og sager.
Filmen er en slags gangsterkomedie, ”lige dele Beckett, Tarantino og Graham Greene”, der er svær at placere. Den er både tragisk, surrealistisk og komisk, altid rap i dialogen og med fantastiske billeder af middelalderbyen af den danske fotograf Ejgil Bryld. ”In Bruges er en stemningsfuld billedfortælling, fuld af mørk latter, ægte kropsvarme, betydelig spænding og konkret moral. Den er ikke så let, som den virker, men heller ikke så tung, som man tror. Man ved aldrig, hvor man har den”, som Bo Green skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen.

No Country For Old Men

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en film for sarte sjæle! Det er på mange punkter et Oscar-belønnet mesterværk, men det er også en dyster, ligbestrøet krimilignelse om morderisk grådighed og ondskab.

Den helt igennem normale, lidt sølle Moss er ude at jage i den Texanske ørken, da han tilfældigt kommer forbi en narkohandel, der er gået galt. Stort set alle er døde, men der ligger en kuffert fuld af penge, og fristelsen bliver for stor. Moss tager pengene, men det indebærer jo, at han snart selv er jaget af alle tiders uhyggelige lejemorder, symbolet på den ny tids ondskab, en ondskab som den aldrende sherif, altid to skridt bagefter i jagten, ikke kan forstå. Verden har forandret sig, og der er ikke plads til medlidenhed eller godhed. Det er ikke en verden for gamle mænd….
Filmen er en lignelse, Cohn-brødrenes vision eller snarere  helvedessyn af USA som et land, hvor drab, grådighed og egoisme regerer, stort set uanfægtet af lovhåndhæverne, der er sat på en mere og mere håbløs opgave.

Sweet Sixteen

Den store engelske socialrealistiske mester, der gav os film i 70’erne som Kes og Family Life og i 90’erne Riff-Raff, Land and Freedom og My name is Joe ( de sidste alle vist i Gørlev Filmklub), har atter ladet høre fra sig.
Aftenens film er nok socialrealisme, men også en kriminalfilm. Trods sin unge alder er hovedpersonen Liam aktiv i Glasgows narkomiljø. Hans mor sidder i fængsel, og det er drømmen om at skaffe moderen et hjem, og sig selv et normalt familieliv, når hun løslades, der motiverer Liam til hans kriminalitet og tvinger ham til at bruge kniv, i stedet for som han siger i starten, at nøjes med at bruge hovedet.
Titlen er blodig ironi. Der er ikke noget som helst sødt ved at være 16. Tværtimod er 16 skæringsdatoen, hvor unge lømler kan betragtes som strafbare kriminelle. Og det er her, man bliver voksen, og det er hvad fortællingen om den 15-16-årige Liam drejer sig om. Den socialt determinerende skæbne hviler tungt over menneskene og giver dem ikke mange muligheder ifølge Loach. At han også mener det er uretfærdigt, mærkes klart i dette portræt af et barn med hjertet på rette sted.