Gensyn med Paris
Filmen skildrer et gensyn med Paris under og især efter de frygtelige terrorangreb på et spillested og flere restauranter samtidig i 2015 med mere end 130 døde og over 400 sårede og traumatiserede mennesker. Filmens kvindelige fiktive hovedperson bliver som tilfældig restaurationsgæst fanget i
terrorangrebet. Hun fremstår som en stærk kvinde, der efter hospitalsophold og 3 måneder hos mor på landet, tror hun kan gå videre med sit liv. Men hun bliver klogere og må virkelig kæmpe for at få afklaret, hvad der skete, for at få sin tilværelse på sporet igen.
Det sker ved at finde andre overlevende, der har været involveret i begivenheden. Filmen udvikler sig til en meget stærk og bevægende film om traumebehandling både af hovedpersonen selv og andre involverede. Den gør et stort indtryk.
Aftenens film kaldes ”en spansk perle af en film”. Historien ses med den 6-årige Fridas øjne. Hun har mistet begge sine forældre, moderen er netop ved filmens start død af aids og faren forsvundet for lang tid siden. Derfor skal Frida flyttes fra Barcelona og anbringes hos onkel og tante og deres lille barn i en katalansk landsby.
Filmen er selvbiografisk, fortæller den debuterende instruktør. Frida føler sig spærret inde i en usynlig boble af sorg, ensomhed og desorienteret følelse af uafklarethed, så det bliver en lang, ubærlig sommer. Filmen bliver dog aldrig sentimental, selv om den med sit tætte nærvær og med en række utroligt ægte børneskuespillere er tæt på at være en tåreperser. Der er tale om et betagende smukt og livsbekræftende opvækstdrama, som filmklubbens medlemmer så hver især kan gå til deres sommer med i bagagen.
Vi lægger ud med noget så forbløffende og fremmedartet som en film – i øvrigt den første! – fra Saudi-Arabien. Den er oven i købet lavet af en kvindelig instruktør, stærkt rost og nået så langt, at den er blevet indstillet til en Oscar.
Filmens handling er enkel: Den frejdige, kvikke 12-årige pige Wadjda bor i Riyadh med sin konservative mor, som ikke er meget for datterens hang til vestlig popmusik og andre ukvindagtige gøremål. Såsom at cykle! Men det ønsker Wadjda sig brændende, og for at få råd til selv at købe sig en cykel, melder hun sig til en koran-konkurrence på sin pigeskole. Der er hun dog mest kendt for at lave ballade og trodse regler, snarere end at kunne citere koranvers, så ikke mange tror på hende som vinder.
Filmen giver et enestående og ægte kig ind i et univers, man aldrig har set skildret på film før, og er samtidig en velfortalt og velspillet film, som uden at pege fingre stiller centrale spørgsmål til de religiøse og kønsspecifikke regelsæt, der gælder i den del af verden.
Aftenens film er et hverdagsdrama, en indfølt skildring af to vidt forskellige søskende, der tidligt mistede deres forældre, og derfor udviklede et tæt forhold. Men Samantha blev i den klaustrofobiske lilleby og skabte sig et liv for sig selv og hendes søn, mens broren Terry drog ud i verden, dog uden at finde hvad han søgte. Nu vender han hjem, og filmen følger dem i de dage han er hjemme. I filmen udforskes de psykiske relationer mellem bror og søster jordnært og nuanceret. Filmens fortjeneste er den usentimentale og realistiske fremstilling af personerne, vi tror på dem, forstår deres dagligdags problemer, lever med i deres liv der er præcist så komplekse og rodede at de ligner vores egne. Og så spilles der fremragende i alle roller. Martin Scorsese har produceret, hvad der også borger for kvalitet. En meget seværdig film.
Kasper Rostrup lavede den glimrende ”Dansen om Regitze” i 89. Det var en filmatisering af Martha Christensen roman. Med god grund var hun tilfreds med filmatiseringen og sendte derfor Rostrup en novelle, hun mente var velegnet til en ny filmatisering. Først nu 10 år senere og efter Martha Christensens død, er den blevet realiseret. Og også med Ghita Nørby i den bærende hovedrolle. Det er der atter kommet en vellykket film ud af. Ghita Nørby spiller kioskejer Nielsen, der har brugt hele sit liv på at beskytte sin elskede søn, autisten Brian, fremragende spillet af debutanten Thure Lindhardt. Hun har lukket af for omverdenen og frygtløs som en løvinde værnet om sønnen. Men en dag sker der noget ” her i nærheden”, da en ung pige i nabolaget myrdes. Meget tyder på, at det er Brian… Men ”handlingen kunne sådan set stå på et postkort, det er de medvirkende og de billeder, de færdes i, man kunne hylde i timevis”, som anmelderen sluttede i Berlingeren.
På en måde har vi vist denne film, for vi havde den nemlig på programmet ved filmfestivalen i maj 2000, men dengang var der tale om en forpremiere lige før filmen skulle vises i Cannes, og vi måtte kun vise den én gang i én af festivalens tre biografer, og det blev i Mørkøv Kino. Derfor ønsker vi også at vise den i Gørlev Filmklub i denne sæson. Dertil kommer at vi har fået lovning fra filmens manuskriptforfatter, Kim Leona, om at hun vil være tilstede og fortælle om filmens tilblivelse. Det glæder vi os til, for det er virkelig en seværdig og lidt speciel dansk film. Det viser bredden i den danske filmproduktion for tiden, at der også laves en sådan socialrealistisk film ved side af de mange dogmefilm. Fortjent vandt den sidste års Bodilpris som bedste danske film. Filmen fortæller Kais historie. Han er en sut. Da den datter han forlod for 19 år siden flytter ind i hans nærhed på flugt fra en voldelig ægtemand, prøver Kai at beskytte hende. Samtidig forsøger han med vekslende held at være den far for hendes barn, som han ikke var for hende. Det er en meget velspillet film, og selv om tonen er rå, handler filmen også om tilgivelse og om at livet er værd at leve, selv om det kan være svært. Vi håber at se mange i klubben denne aften. Filmen kan også sagtens klare et gensyn.
Det er nok den mest roste film sidste år, vi slutter aftenen af med. Den vandt ikke mindre end fem Oskars: Bedste amerikanske film, bedste instruktør – og han er endda debutant – bedste mandlige hovedrolle -fortjent!!!-, bedste manuskript og bedste fotografering. Også her tegner de ydre omstændigheder godt for den typiske amerikanske middelstandsfamilie. Men det bliver i sandhed et usædvanligt sidste år for filmens hovedperson, den 42-årige Lester Burnham. Han siger sit job op, lægger an på teenagedatterens veninde, køber sin drømmebil, begynder at pumpe jern og sætter sin strigle af en hustru på plads efter flere års undertrykkelse. Men det har selvfølgelig sin pris at gøre op med det trivielle forstadsliv og “”the american way of life”… Filmen er en usædvanlig, men umådelig morsom blanding af vitriol og rosenvand, af satirisk komedie og dystert skæbnedrama om omkostningerne ved fortrængninger. For det er hvad ”amerikansk skønhed” bygger på!
Alt er på det ydre plan i orden for det velstillede ægtepar: Gode job, mønstergyldige børn og dejligt hjem i det solbeskinnede Los Angeles. Men samlivet har mistet gnisten efter 15 år, og forskellighederne, der før var årsag til tiltrækning, giver nu anledning til irritation og skænderier. De er med en kliche ”vokset fra hinanden”. Problemstillingen turde være velkendt ikke bare i USA, men hvorfor går det ofte sådan? Rob Reiners film er alt for begavet til at give nemme svar herpå. I stedet skildrer den, hvordan parret beslutter sig for en uofficiel separation, der giver dem lejlighed til hver for sig at overveje, hvad der er gået galt, samtidig med at de gør nye tøvende forsøg på genforening. Det er smerteligt at overvære, men ikke desto mindre ofte vittigt, og det ”er en erfaren og livsklog film, rig på psykologisk indsigt og satirisk brod. Minsandten om vi ikke har noget så tiltalende som intelligent underholdning for voksne”, som anmeldelsen sluttede i Berlingeren. At ægteparret spilles af så kompetente og fængslende stjerner som Pfeiffer og Willis gør det ikke ringere.
Gensyn med Paris