Empire of Light
Biografen Empire Cinema i den engelske badeby Margate har Hilary som daglig leder. Hun er en midaldrende kvinde, som lever et såre begivenhedsløst liv: Hun arbejder og lever alene, har pligtsex med sin chef og ser aldrig film! Hun er psykisk sårbar, og har været indlagt en periode som skizofren og er nu på medicin. Men så får biografen en ny ansat, Stephen, ung, flot og åben og venlig. De bliver venner, ja mere end det, og Hilary blomstrer op. Men tilbage i 80’ernes racistiske tider var et sådant forhold ikke uproblematisk, når han er sort og hun har en diagnose.
Film er magi, fortæller biografens gamle operatør dem, lysstrålen oppe på lærredet skaber magi både i biografsalen og blandt de mennesker, der arbejder der. Stephen og Hilary bliver et lys for hinanden. Så filmen må ses som en hyldest til biografen og filmkunsten, og alt det den kan skabe, et empire of light, som titlen siger. Det må da lige være en film for os i Den gamle biograf!
-
-
Micheal Ward and Olivia Colman in the film EMPIRE OF LIGHT. Courtesy of Searchlight Pictures. © 2022 20th Century Studios All Rights Reserved.
-
-
Colin Firth and Olivia Colman in EMPIRE OF LIGHT. Courtesy of Searchlight Pictures. © 2022 20th Century Studios All Rights Reserved.
-
-
Micheal Ward in EMPIRE OF LIGHT. Photo Courtesy of Searchlight Pictures. © 2022 20th Century Studios All Rights Reserved.
-
-
Olivia Colman in EMPIRE OF LIGHT. Photo Courtesy of Searchlight Pictures. © 2022 20th Century Studios All Rights Reserved.
Farvel Hr. Haffmann
Vi er i det besatte Paris i 1941, hvor den jødiske juveler Josef Haffmann tvinges til at sælge sin butik pro forma til sin voksne, ikke-jødiske lærling for at flygte fra nazisterne med sin familie. Han når dog ikke ud og tvinges til at vende tilbage og skjules i kælderen under butikken. I det følgende udspilles der i kammerspillets form et drama mellem de to mænd, hvor Haffmann klart er den overlegne hvad angår hans evner som juveler og mand, men jo ikke som skjult jøde i kælderen, da jagten går ind på jøderne…
Det er altså en film om forholdet jøder og ikke-jøder i det mørkeste kapitel i europæisk historie, og om hvordan magt kan bringe det mørkeste frem i folk. Og desværre er filmen stadig skræmmende aktuel ved sin belysning af mennesker, der styres af magt og begær. Sdf’s anmelder skriver, ”at der er tale om en meget stor filmoplevelse, som man berøres af”.
Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.
Schabbach er navnet på en fiktiv landsby i Midttyskland, som den tyske mesterinstruktør Edgar Reitz har gjort til centrum for sin store Heimat-trilogi, der blev vist fra 1984 til 2004, og som også her i landet gik som populære TV-serier, der fortalte den tyske historie i 1900tallet i afsnit af spillefilmslængde på en samlet varighed af 53 timer.
Kendskab til de tidligere TV-serier er dog ingen forudsætning for at følge med i denne hans ny 4-timer lange film, som kunne kaldes en ”for-film”, forstået sådan, at dens handling er lagt tilbage til Schabbach i 1800tallet, hvor vi følger to smedebrødre i deres drømme og længsler. Filmen har en undertitel, der viser, at den handler om både udlængsel og længsel efter viden og frihed fra fattigdom og undertrykkelse.
Og ifølge Peter Nielsen i Information ”fuldender Edgar Reitz sit mesterværk og sin filmiske genskrivning af tysk historie gennem 150 år” i fantastiske sort-hvide billeder, ”og jeg lover, at man kommer ud af biografen som et nyt menneske, når man har levet i disse billeders magi”.
Filmens utrolige historie er sand: I USA, i nordstaterne i tiden før den amerikanske borgerkrig (1861-65), møder vi en fri, sort mand. Han bortføres, sælges som slave og må lide under en nedrig slaveejers grusomme styre. Han oplever de frygteligste ting og kæmper ikke kun for at overleve, men også for at bevare sin værdighed. I sit 12. år som slave møder han en rettighedsforkæmper, og dette ændrer hans liv for evigt og gør det muligt for ham at skrive den beretning, filmen bygger på.
Filmens instruktør, som også lavede den helt anderledes, men mesterlige Shame, som vi viste i sidste sæson (og teknisk set var så uheldige med) er sort, manuskriptforfatteren ligeledes, og de har meget markant valgt at vise slaveriets grusomhed. Dette er ikke nogen ”Onkel Tom-film”, og der er ikke tid til hyggestunder med blues. Instruktøren har blikket rettet mod det groteske i på baggrund af sin hudfarve at mene, at man er højt hævet over mennesker med en anden hudfarve og efter forgodtbefindende kan behandle dem som dyr. Nej, meget værre: Som udyr! Som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, er instruktørens ” mission helt ned i den djævelske detalje at fortælle om slaveriet som et amerikansk holocaust”.
The Butler
Posten som Det Hvide Hus’ chefbutler i perioden 1952-1986 bliver bestredet af én og samme mand, afroamerikaneren Cecil Gaines. Begivenhederne sætter også deres præg på Gaines’ privatliv med kone og søn.
Han står i baggrunden det meste af tiden, men Cecil Gaines har et begivenhedsrigt liv. Fra opvæksten på en plantage i Georgia, hvor ejeren dræber hans far uden nogen konsekvenser, til han bliver ansat som butler i Det Hvide Hus og betjener syv præsidenter fra Eisenhower til Reagan. Her overværer Gaines afgørende beslutninger i den amerikanske borgerrettighedskamp, som hans ældste søn også bliver en meget aktiv del af, endda med en afstikker til Black Panthers.
“The Butler” er instrueret af Lee Daniels, som for fire år siden fik et stort gennembrud med “Precious”, der gav et ekstremt barskt billede af sorte amerikaneres vilkår i New Yorks slumområder. Her er Daniels altså igen ude i en fortælling om sort og hvid, men denne gang med et kalejdoskopisk blik hen over næsten et århundredes udvikling. Hvor der jo absolut er sket meget på den front i USA.
Filmen er inspireret af historien om Eugene Allen, som arbejdede i Det Hvide Hus i 34 år. Men Danny Strongs manuskript har ikke ret meget med den virkelige butler at gøre, for der er lagt en del ting til for at skabe dramatisk effekt. Eksempelvis det med opvæksten på en plantage med en hensynsløs ejer. Og hele sidehistorien med den aktivistiske søn, der går som en rød tråd igennem meget af filmen. Den bliver nemlig brugt til at udstille forskellen mellem generationerne i form af faderen, der er opvokset med bevidstheden, om at man er nødt til at føje de hvide for at undgå ballade – og så sønnen, der nægter at indordne sig og vil kæmpe for sin ret.
Dørene åbnes kl. 19.00 og filmen starter 19.30
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!
Valgt som en af årets Jokere
Et storslået,episk beretning om skæbne , sammenhold,magt, olie omkring århundredeskiftet under den californiske olierush.Daniel Plainview er en småsølle, middelmådig men også begavet, stædig sølvgraver, der drømmer om rigdom. Da hanfår et tip om olie i en lille californisk by, drager han afsted med sin lille søn H.W.for at prøve lykken. Og der er ganske rigtigt olie. Masser af olie.
Plainview får på kort tid skabtsig en gigantisk formue, men habn bliver samtidig mere og mere hensynsløs. Og dette får tragiske følger for familierelationerne.
Det er sjældent i dag at finde instruktører der kaster sig ud i det store, historiske familieepos, men aftenens film er et sådant: En tre timer lang, storslået skildring af den ungarnsk-jødiske slægt Sonnenschein, hvis omtumlede og ofte tragiske tilværelse i Ungarn man følger over mere end tre generationer, fra slutningen af 1800-tallet og næsten frem til i dag. Samtidig bliver det en skildring af nazismens og kommunismens forbrydelser i Europa og af det vanskelige valg, der selvfølgeligt er specielt for den jødiske slægt, men i virkeligheden universelt, mellem enten at fastholde en særlig religiøs, social og kulturel identitet eller at forsøge at assimilere sig mest muligt med det omgivende samfund for at undgå diskrimination og forfølgelse. Filmen kombinerer den brede samfundsskildring med en skildring af familiens ofte tumultariske privatliv med generationsopgør, ægteskaber og utroskab og de mere personlige anfægtelser, og er altså også et kærlighedsepos. Historien fortælles af den nulevende Ivan Sonnenschein, og Ralph Fiennes ( som vi husker fra ”Den engelske patient” og ”Schindlers liste”) spiller – rost til skyerne – den gennemgående hovedrolle som patriarken i de tre generationer: som bedstefar/Ignatz, far/Adam og søn/Ivan. Det er ikke et opmuntrende billede af Europa i det 20. århundrede vi får, men det er en imponerende, velspillet og vigtig film.