Cikadesang, lavendelmarker og evigt sydfransk solskin. Husker man Kilden i Provence og efterfølgeren Manon og kilden fra filmklubbens barndom i senfirserne, så ved man hvad man går ind til i sæsonens afskedsfilm. Her er nostalgi i rendyrket form i Marcel Pagnols filmatiserede barndomsoplevelser fra gårsdagens Provence.
Selve historien er en coming-of-age-fortælling, hvor Marcel sammen med bondedrengen Lili møder den jævnaldrende aristokratiske Isabelle og forelsker sig dødeligt. Det medfører svigt og hemmeligheder, så der er altså også slanger i det provencalske paradis, når drengen stifter bekendtskab med klasseforskellene og voksenlivets komplekse følelsesliv.
Men mest er det dejlig, nostalgisk sommerfornøjelse til let fordøjelse, som Gørlev Filmklub siger god sommer til alle medlemmer med!
Filmen er en anderledes film. Den består af fem små film, der i én forstand er helt forskellige og uafhængige af hinanden, men som dog er bundet sammen ved alle at handle om tillid og tillidsbrud i en eller anden forstand. Instruktøren har bedt fem forfattere om at skrive hver en historie om tillids-temaet, som hun så laver. Man kalder det en multiplot-film.
Det er der kommet en spændende, eftertænksom, men også svær, ”filosofisk” film ud af. Vi får ofte som tilskuere så få baggrundsoplysninger til de enkelte episoder, at det kan være svært at følge og forstå, hvad der sker. Måske havde de fem dele vundet ved at være foldet ud i selvstændige novellefilm. Men når det er sagt, så er det altså også vigtigt at understrege, at Anette K. Olesen er en modig og original filmskaber, der i sin mosaik om tillid viser os, hvor meget den betyder i vores relationer til hinanden og følgelig også, hvor ødelæggende tillidsbruddet kan være. Det er en oplagt film for filmklubbens tænksomme publikum.
Filmen er den første film med skuespillere, der bruger irsk/gælisk som førstesprog, hvad mindre end 10 % nu gør i Irland. Men ellers tales der ikke så meget i filmen, så hvad det angår, dækker titlen. Filmen foregår på en gård på landet, og stemningen og tempoet kan minde om den danske instruktør Frelle Petersens fremragende film fra Sønderjylland, som vi har set i klubben ( Onkel og Resten af livet).
Filmen skildrer en lille 11-12årspige, der vokser op i et fattigt og koldt miljø med mange søskende og en far, der drikker. Da moderen skal føde endnu et barn sendes hun til en slægtning, og her får hun den omsorg, hun så meget har manglet, og begynder en opblomstring. At omsorgen har en speciel grund, forstår hun og vi først senere.
Det er en smuk og betagende film, der på rørende vis viser, hvad et barn har brug for. Med rette Oscar-nomineret.
Norges mesterinstruktør, der ingen forbindelse har med vores Trier, har også som Mia Hansen-Løve sidste filmaften lavet en film om en moderne storbykvinde. Men det er en hel anden kvinde, Trier beskriver. Vi følger hende i et tiår, men med vægten på tiden omkring de 30. Hun er sød og åben, men også ubeslutsom og rastløs, vil ikke bindes af forpligtigelser, fordi som hun siger ”hun vil noget mere med livet”. Hun ved bare ikke hvad! Ubeslutsomheden gælder både mht uddannelse, kærlighedsrelationer og børn. Hvor Hansen- Løves unge kvinde altså var præget af forpligtigelser, er Triers plaget af det modsatte: ubeslutsomheden og modviljen mod forpligtigelse.
Titlen må være ironisk ment, for hun er altså ikke noget slemt menneske, blot en typisk ung storby-middelklasse-kvinde med ”ondt i livet”, et resultat af alt for mange valgmuligheder. Det er en meget smuk og velspillet film, der selv om den behandler et typisk generationstema også har noget at sige til en ældre aldersgruppe.
Filmen fortæller historien om en ung kvinde og enlig mor i midten af 30’erne. Hun er oversætter af profession og bor i Paris. Hun besøger sin raske 98-årige bedstemor, men langt oftere sin hjernemæssigt svækkede far i 60’erne, som har været et belæst og inspirerende menneske. Hans hastige forfald, der gør at han ikke længere kan klare sig selv, går hende meget på. Hun er nemlig på alle måder et kærligt og omsorgsfuldt menneske. Og midt i alt dette møder hun så en gammel ven, der vækker hele hendes kærlighedspotentiale, som ellers var lagt på is. Men han har forpligtigelser til kone og 10årig søn, så det er ikke nemt…
Filmen skildrer altså en moderne storby-kvindes travle og vanskelige hverdagsliv. Det genspejles fantastisk i hovedpersonens ansigt, som man ikke kan blive træt af at se på. Det er Mia Hansen-Løves (vi har set hendes Dagen i morgen og Bergmans ø tidligere i klubben) på en gang enkleste og dybeste film.
Hvilken film der vises på denne aften blev afgjort før jul 2023.
I stemte filmen: DEN BLÅ KAFTAN
Den blå kaftan’ er en elegant sammenvævet kærlighedshistorie fra medinaen i Salé – lige nord for den marokkanske hovedstad Rabat. Her driver ægteparret Halim (Saleh Bakri) og Mina (Lubna Azabal) en kaftanbutik sammen med den unge lærling Youssef (Ayoub Missioui), som deler den samme passion for syning som hans læremester Halim. Det delikate håndværk er i forvejen udfordret af den stadigt mere industrialiserede klæde- og modebranche, da Halim langsomt begynder at fatte mere end bare professionel interesse for sin unge protegé. ’Den blå kaftan’ er en – på overfladen – nedtonet, nænsomt skildret kærlighedshistorie – fuld af varme, empati og liflige dufte og indfanget i de smukkeste, sensuelle billeder. …. Camera film
Aftenens film er et portræt af en surmulende gammel bedstemor, der tidligere har levet et rigt og spændende liv som krigsfotograf. Nu er hun alkoholiker og rullestolsbruger. Ankommet til sønnens hus, sættes barnebarnet meget mod sin vilje til at passe hende. Men han er deprimeret og selvmordstruet. Mødet mellem disse to temperamentsfulde og stædige familiemedlemmer går derfor ikke stille af. Men langsomt nærmer de sig hinanden, mens skeletterne i skabet rasler ud, og langsomt kan de begge slutte fred med sig selv og hinanden. Måske…
Som Sdf’s anmelder skriver, så er ” Ramplings bedstemor så fræk og forrygende og hele denne fine og bittersøde lille strimmel værd”.
Biografen Empire Cinema i den engelske badeby Margate har Hilary som daglig leder. Hun er en midaldrende kvinde, som lever et såre begivenhedsløst liv: Hun arbejder og lever alene, har pligtsex med sin chef og ser aldrig film! Hun er psykisk sårbar, og har været indlagt en periode som skizofren og er nu på medicin. Men så får biografen en ny ansat, Stephen, ung, flot og åben og venlig. De bliver venner, ja mere end det, og Hilary blomstrer op. Men tilbage i 80’ernes racistiske tider var et sådant forhold ikke uproblematisk, når han er sort og hun har en diagnose.
Film er magi, fortæller biografens gamle operatør dem, lysstrålen oppe på lærredet skaber magi både i biografsalen og blandt de mennesker, der arbejder der. Stephen og Hilary bliver et lys for hinanden. Så filmen må ses som en hyldest til biografen og filmkunsten, og alt det den kan skabe, et empire of light, som titlen siger. Det må da lige være en film for os i Den gamle biograf!
Vi har tidligere vist denne iranske instruktørs film i klubben, og de har alle givet et spændende indblik i iransk kultur. Denne gang har han lavet en både socialrealistisk og nervepirrende thriller. Filmen følger den fraskilte Rahim, der har fået udgang fra fængslet, hvor han sidder for en ubetalt gæld til sin ekskones bror. Hans redning kan blive en taske med guldmønter, som hans kæreste har fundet ved et busstoppested. Han beslutter sig imidlertid til at aflevere pengene tilbage til ejermanden og udråbes som helt. Men er han det? Som tilskuer må man hele tiden overveje det, for han skifter hele tiden fra at være offer til at være iscenesætter, fra anstændig til utroværdig, efterhånden som plottet skrider frem.
Filmen giver troværdige miljøskildringer og indblik i en anden og syg kultur, der dog måske på nogle områder også afspejler vores eget samfund. Den vandt Grand Prix-prisen i Cannes i 21.
Filmen er Spielbergs nyeste, en selvbiografiske fortælling om hans opvækst, og samtidig en hyldest til filmkunsten. Den fortæller, hvordan Sammy/Steven bliver optaget af film allerede som lille skræmt dreng, hvor han bruger sine smalfilmsoptagelser til at skabe styr på verden og overvinde sin frygt. Senere opdager han, hvordan han kan vinde venner vha sine optagelser, men også hvordan de kan afsløre
den ubehagelige sandhed, i dette tilfælde hans mors utroskab.
Filmen er meget forskellig fra hans tidligere mesterværker, men selv et mesterværk, der rørende fortæller om den splittelse, der har præget den unge Spielberg, både som fysisk lille, som jødisk og som barn af to forældre modpoler, edb-ingeniøren og musikeren.
Filmen varer godt to en halv time. Maden består af hovedret, dessert og kaffe og koster 200 kr. Tilmelding til maden er nødvendig til formanden (40578804) eller kassereren (40310143). Man er naturligvis velkommen til kun at se filmen.
Gabriel LaBelle as Sammy Fabelman in The Fabelmans, co-written, produced and directed by Steven Spielberg.
(from left) Burt Fabelman (Paul Dano), younger Sammy Fabelman (Mateo Zoryan Francis-DeFord) and Mitzi Fabelman (Michelle Williams) in The Fabelmans, co-written and directed by Steven Spielberg.
Min sommer i Provence
