Sidste års store overraskelse i tysk film var den vittige og begavede komedie, hvori Østtysklands sammenbrud behandles. Og filmens ide er også i sin enkelhed ganske genial: Den unge Alexanders mor er en loyal og partitro borger i DDR, da et hjerteanfald i oktober 1989 ( NB! Bemærk tidspunktet!) sender hende i koma. Hun vågner først heraf flere måneder senere, hvor Berlinmur og DDR er væk! Lægen fortæller imidlertid Alexander, at moderens hjerte er så svagt, at den mindste uro kan slå hende ihjel, at fortælle hende om den fæle kapitalismes triumf kan der altså ikke være tale om.

Filmen fortæller herefter utroligt humoristisk og rørende, om hvordan den hengivne søn forsøger at gøre mirakler og flytte bjerge for at sikre sin mors helbred ved at fastholde hende i troen på DDRs beståen og kommunismens sejr. Det er ikke let i et samlet Berlin!

Filmens smukke ironi er at den kommer til at fortælle om, hvordan det burde have været, hvis drømmen om socialismens arbejderstat havde bygget på ægte solidaritet mellem mennesker. Og hvordan den drøm stadig lever. Noget gik tabt ved DDRs forsvinden, selv om vi anerkender murens fald som den store gevinst. Det tør filmen behandle, og derfor er den blevet så vedkommende.