Der findes ingen ondskab

Aftenens film er iransk og vandt Sølvbjørnen i Berlin sidste år. Den fortæller 4 historier om iranere, der alle står med store etiske dilemmaer i forbindelse med, at de får til opgave at udføre henrettelser for styret. Det fører både til moralske skrupler og til oprør, og filmen kan ses som ikke blot en kritik af dødsstraf, men også en hyldest til ytringsfriheden. Instruktøren har fået forbud mod at lave film og er idømt fængselsstraf for at ”sprede propaganda”.

Filmen skildrer i et lavmælt, realistisk filmsprog de 4 almindelige menneskers umulige og ubærlige situationer, og rummer også smukke symbolladede scener. Den kan ses som et humanistisk dokument, og er en mesterligt fortalt film, der berører en dybt.