Jean-Dominique Bauby er chefredaktør på modebladet Elle, vælter sig i succes og lever livet i overhalingsbanen. Alt ændres da han en decemberdag rammes af en svær hjerneblødning og forvandles til en uhyggelig blanding – lægerne kalder tilstanden ”locked-in-syndrom – hvor han er totalt fysisk lammet, men stadig har sine mentale ressourcer helt ubeskadige . Han er som fanget i en dykkerklokke. Han kan dog blinke med det ene øjenlåg, og lærer ved hjælp heraf at kommunikere til omverdenen, ja rent faktisk hjælpes han til at udvikle et kodesystem, der gør det muligt for ham at diktere sine tanker, overvejelser, drømme.
Og det er disse dikterede erindringer, der danner baggrunden for denne betagende film. Reduceret til et minimum, og efter en periode med forståelig selvynk og depressivt had til alt og alle, opdager den lammede Bauby, at der stadig er et liv og kan blink-diktere: ”Dykkerklokken er ikke længere så knugende, og tankerne kan strejfe om som en sommerfugl. Der er så meget man kan foretage sig. Man kan flyve i rummet eller i tiden, tage til Ildlandet eller til kong Midas’ hof”.
Bauby døde ti dage efter udgivelsen af sin bog. Få har skildret smerten ved ikke at kunne nå sine kæreste så anfægtende og smukt, og helt retfærdigt fik instruktøren Julian Schnabel Cannes-prisen i 2007 som bedste instruktør for filmatiseringen af bogen.