Filmklubbens bestyrelse diskuterer meget under det langvarige filmvalgmøde, vi holder i maj hvert år. Især kan der være uenighed i forbindelse med voldelige film, der kan være ubehagelige at se. Eller spørgsmål som ved aftenens film: Skal vi give den norske psykopat, som stod bag begivenheden på den norske ø for 10 år siden, og hvis navn jeg ikke vil nævne, opmærksomhed ved at vise en film om hans udåd? Trods respekt for det modsatte synspunkt, har et flertal i bestyrelsen valgt at svare ja på dette spørgsmål.
Instruktøren Erik Poppe har valgt at vise, hvad vi alle ved, der skete på denne ø, gennem en fiktiv fortælling. Hovedpersonen Kaja er opdigtet, kammeraterne hun gemmer sig med er opdigtede, dialogen er opdigtet, og filmen er ikke optaget på Utøya. Alligevel er det det nærmeste vi kommer en dokumentarisk skildring af den forfærdelige time, de unge tilbragte på øen med gerningsmanden. Efter utallige interviews med de overlevende har filmens modige skaber valgt at lave en ”sand fiktionsfilm”. Så det er blevet en helt uvoldelig og udramatisk fortælling om unge mennesker, der ikke forstår hvad der sker og gemmer sig for en mand i politiuniform, der går rundt og skyder. Og det er netop med vores baggrundsviden ganske, ganske gribende. Og derfor er der tale om en film, der fortjener at ses af mange.
Blogarkiv
Kongens valg
Den 9. april 1940 forsøgte den tyske værnemagt at besætte Danmark og Norge. Det lykkedes som bekendt hurtigt i Danmark, men i Norge gik det helt anderledes: Regeringen og kong Haakon var i tvivl i 3 dramatiske døgn, og filmen, som på norsk hedder Kongens Nei! – og hvorfor dog lave suspense ud af noget vi alle historisk ved, som den danske titel gør? – beskriver – vel sagtens historisk korrekt – det fortumlede psykologiske drama indtil beslutningen blev taget. Vægten er lagt på kongens usikkerhed: Overgivelse eller krig, men skildrer også fint andre historiske faktorer, der blev afgørende for valget.
Danske Jesper Kristensen, som selvfølgelig primært er valgt, fordi han i den grad ligner Haakon VII, spiller denne tvivl igennem på fremragende vis. Han vil i modsætning til sin søn kronprinsen hellere lege med børnebørnene end træffe svære, nationale beslutninger, som jo i vores type kongedømme slet ikke er hans opgave. Filmens vekslen mellem dette intime etiske drama og det overordnede historiske overblik er stærk og overbevisende, og det er i det hele taget blevet til en glimrende film.