Erna i krig
I foråret 1918 under 1.verdenskrig er Tyskland trængt og har brug for alle sine unge mænd i skyttegravene. Også de nordschlesvigske, altså sønderjyderne, som for de dansksindedes vedkommende jo slet ikke opfatter krigen som deres. Den enlige mor Erna vil gøre hvad som helst for at beskytte sin lettere retarderede søn, og forklædt som mand drager hun med Kalle i krig, da også han indkaldes.
Det er grundhistorien i det sønderjyske makkerpar Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz’ ny film. Denne gang har instruktøren dog forvandlet den finurlige tone i Jepsens forfatterskab til det mere alvorlige. Han har med Ekko’s og Politikens anmelder ”gjort den skæmtsomme skrøne til den semitragiske skæbnefortælling”. Ja, faktisk er det blevet en repræsentativ og glimrende krigsfilm om sønderjydernes ufrivillige deltagelse i 1. verdenskrig. Og så spilles Erna jo eminent af Trine Dyrholm, ”i hvis ansigt, der sker mere end på alverdens slagmarker”, som Berlingerens anmelder skriver.
I år viser vi to danske film, der begge beskæftiger sig med ungdomsoprøret i 1960’erne. Den første, som vi viser inden middagen, er Thomas Vinterbergs på egne erindringer byggende film om en gruppe mennesker, der vil leve sammen i et kollektiv. Med den initiativtagende kernefamilie, Erik, Anna og deres datter Freja som midtpunkt, inviteres vi indenfor i drømmen om fællesskabet. Vi er med til husmøderne, middagene og festerne. Og vist viser filmen, at der er udfordringer, især når kærligheden og døden som urkræfter kommer i vejen, men filmen er også et varmt erindringsbillede og på mange måder en tillidserklæring til grundtanken bag. Vinterberg er en mesterlig personinstruktør, og der spilles glimrende i alle roller, specielt af Trine Dyrholm, der som Anna er den der vil det hele og går i stykker på det.
Bemærk DOBBELTFILM-ARRANGEMENT Lørdag d 28. januar
med mulighed for spisning imellem de to film.
Dørene åbnes kl 15.30
Cafe fra 15.30-16.00 samt i pausen midtvejs.
1. Filmstart 16.00 “Kollektivet”
og
2. filmstart kl. 20.00 ” Steppeulven”
Vi lægger ud med sidste års store danske succes, Susanne Biers Oscarvinder, der skal ses og også sagtens kan tåle et gensyn, hvis man har set den. Filmen har nemlig alle de kvaliteter, der skal til for at blive en umiddelbar succes, men er samtidig også en tænksom lignelse om voldens og ondskabens væsen og vores reaktion på den.
Filmen skildrer både den store og den lille verden. Anton er læge, der arbejder i en afrikansk flygtningelejr og bl.a. stilles over for det dilemma at skulle holde sit lægeløfte og hjælpe også voldens primære årsag i området, den terroriserende bandeleder. Samtidig pendler han hjem til sin kone og to børn i det på overfladen idylliske Danmark.
Det er i sig selv problematisk. Samtidig bliver hans 10årige søn ven med klassens nye dreng, og en foruroligende alliance opstår. Den ny dreng har nemlig ikke blot sin ene forælder langt væk, men har mistet sin mor, og reagerer som kompensation herfor med vold og magt over for omverden.
Bier vil altså meget i sin film: Den lille verden i Danmark skal forbindes med den store, og børnenes univers forbindes med de voksnes. Det er fascinerende at følge Biers løsninger. Og der spilles fremragende i både voksen- og børnerollerne
