Erna i krig
I foråret 1918 under 1.verdenskrig er Tyskland trængt og har brug for alle sine unge mænd i skyttegravene. Også de nordschlesvigske, altså sønderjyderne, som for de dansksindedes vedkommende jo slet ikke opfatter krigen som deres. Den enlige mor Erna vil gøre hvad som helst for at beskytte sin lettere retarderede søn, og forklædt som mand drager hun med Kalle i krig, da også han indkaldes.
Det er grundhistorien i det sønderjyske makkerpar Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz’ ny film. Denne gang har instruktøren dog forvandlet den finurlige tone i Jepsens forfatterskab til det mere alvorlige. Han har med Ekko’s og Politikens anmelder ”gjort den skæmtsomme skrøne til den semitragiske skæbnefortælling”. Ja, faktisk er det blevet en repræsentativ og glimrende krigsfilm om sønderjydernes ufrivillige deltagelse i 1. verdenskrig. Og så spilles Erna jo eminent af Trine Dyrholm, ”i hvis ansigt, der sker mere end på alverdens slagmarker”, som Berlingerens anmelder skriver.