Ud og stjæle heste

20.11.2021 NB: Lørdag!

Gørlev Filmklub har en lang tradition for et dobbeltarrangement, hvor vi en lørdag ser 2 film med bestyrelsens gourmet-middag ind imellem. Den tradition fastholdes, selv om man naturligvis også er velkommen til kun at se en af filmene med eller uden mad. Tilmelding til maden er nødvendig til formand eller kasserer.

 Første film, klokken 16.00:

Ud og stjæle heste

 

Den halvgamle Trond er flyttet alene ud i de norske skove efter at have mistet sin kone. Et møde med en gammel nabo bringer ham til at tænke på den sommer, hvor han som 15 årig tilbragte en sommer med sin far i den samme hytte, hvor han blandt andet stjal nabobondens heste, men hvor han også fik et ufrivilligt indblik i voksenlivets erotiske sider. Det er denne fatale og ulmende overgangs-sommer, som er filmens omdrejningspunkt. Det er en historie, hvor fortælleren ser tilbage på sit yngre jeg og omsider forstår, hvad der skete.

Der er tale om en filmatisering af den norske forfatter Per Pettersons fremragende roman. Det er ikke en let opgave med de to fortællespor, fortid og nutid, der blandes hele tiden, og hvor man først til sidst forstår sammenhængen. Men det er lykkedes fint for norske Hans Peter Moland, der står både for manuskript og instruktion.  Og den danske filmfotograf Rasmus Videbæk er blevet rost til skyerne for sine fantastiske stemningsbilleder fra den norske natur.

Nymphomaniac

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).

Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.

Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.

Melancholia

Lars von Triers seneste film er fra foråret 11 og altså mere end et år gammel, men af flere grunde værd at vente på (eller gense!). Bl.a. fordi filmen er i det ny digitale format, 2D, som vi nu har fået installeret i Den gamle biograf. Alene rent teknisk er filmen om planeten Melancholias kurs mod jorden nemlig en fantastisk oplevelse. Den altid kontroversielle instruktør er om noget en billedmager, især i de dvælende billeder af den stadig nærmende sig planet, støttet af Wagner på lydsiden som dramatisk understregning af budskabet og skønheden i undergangen.

Filmen er ellers slet ikke nogen science-fiction-film, som man måske kunne tro, men fortæller om to meget forskellige søstre. Den hvide brud, den lyshårede Justine, er melankoliker og ansat i reklamebranchen. Den mørkhårede Claire har valgt familien og snusfornuften, om end i rige omgivelser på ægtemandens chateau, hvor søsterens bryllup og den senere handling finder sted. I sit irritable had-kærlighedsforhold til søsteren, håber Claire nu i starten på at søsteren har valgt hendes vej i livet, den pragmatisk-rationelle i stedet for den depressive-irrationelle. Det viser sig snart ikke at være tilfældet…

Glæd jer til en formidabel åbningsfilm i jeres ny digitale filmklub!