Løfte ved daggry
En underholdende fransk selvbiografi danner grundlaget for aftenens film, der altså er en såkaldt ”bio-pic”. Romain er født allersidst i zarens Rusland og vokser op som alenebarn med sin mor i mellemkrigstiden. Først under ret barske forhold i Vilnius, derefter i et mere blomstrende Nice. Begge steder er opdragelsen præget af moderens store ambitioner på barnets vegne. Under 2.verdenskrig deltager han som flyver i de frie franske styrkers luftvåben og dekoreres for sit mod.
Men filmen handler næsten mere om hans fantastiske og altdominerende mor, der synes i stand til at klare sig under alle forhold og med sin grænseløse kærlighed og storhedsdrømme på sønnens vegne fylder hans liv. Charlotte Gainsbourg, som vi kender så godt herhjemme fra Lars von Triers film, er fremragende som denne ”store moder”.
Filmen er en charmerende og underholdende hyldest til moderkærligheden.
Den tyske unge pige Anna har mistet sin forlovede, soldaten Frantz i 1. verdenskrig. Ved Frantz’ grav møder hun en dag franskmanden Adrien, der lægger blomster på graven og præsenterer sig som en nær ven af afdøde. Anna bliver rørt over denne omsorg og introducerer Adrien for Frantz forældre, som hun bor hos, og både de og Anna bliver optaget af denne unge franskmand, som tilsyneladende kendte deres elskede søn og mand fra før verdenskrigen.
Det er en betagende film, vanvittigt flot fortalt og fotograferet. Ozon holder sig til en gudesmuk sort-hvid billedside på nær enkelte særligt følsomme scener, hvor han giver farverne lov til at blomstre. Og han leger hele tiden med vores forståelse af fortællingen. Hvem er den pålidelige fortæller, og hvor meget betyder sandheden egentlig for helingsprocessen? Ikke blot for Anna, men også for de krigsførende nationers plagede sjæle efter en krig, der har frarøvet så mange unge patrioter livet.
