I ydre henseende er ”Stille hjerte” en beskeden film, stort set begrænset til en enkelt location, hvor en familie samles over en weekend for at koncentrere sig om en tragisk begivenhed. Søstrene Sanne og Heidi har tilsyneladende accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres, men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere, og gamle konflikter dukker op til overfladen.
Men er det ikke netop i de ”beskedne” intimfortællinger, at Bille August er bedst. Vi husker faktisk med større glæde en film som ”En sang for Martin” om den demensramte dirigent, som vi viste for snart en del år siden i klubben, end de stort anlagte internationale ”Åndernes hus” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Når Bille rendyrker kammerspillet og lader sit på en gang klinisk skarpe og kærlige blik på personerne styre forløbet, opstår der en helt anden nerve, nærhed og varme.
Anmelderne er i hvert fald enige om, at aftenens film er en af Bille Augusts bedste!
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30
Astrid og Patricks bryllup skal stå i det naturskønne Sorrento. Brudens mor, frisøren Ida, har netop brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske finder han fred i sindet under Italiens sol?
Susanne Bier, der fik dundrende succes med ”Den eneste ene”, får med aftenens film sit andet gennembrud – til en alvorligere og dybere filmskaben.
Filmens handling er ellers ret banal og enkel og lidt vel skæbnesøgt: To unge dybt forelskede mennesker rammes pludselig af ulykken. Han køres ned og lammes fra halsen og nedefter. Hun søger trøst i sin ulykke hos lægen på hospitalet, og bryder derved ind i et velfungerende ægteskab. Denne forbudte, men også sande kærlighed på tværs af partnerskab og moralske grænser, er det filmen følger og afdækker.
Og det er dette der gøres så fremragende i Biers film. Af så fremragende skuespillere! Filmen er en dogmefilm, og det håndholdte kamera går tæt på dem, mens de siger de vanskeligste sætninger ( som f.eks. titlens), og det gør de alle fire så man tror dem. Som Ebbe Iversen slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende: ”Lad os blæse på dogme-reglerne og juble over dansk films overdådighed af talentfulde skuespillere og konstatere, at ”Elsker dig for evigt” er oprivende, hjerteskærende, tankevækkende og bevægende”.
