Filmens krøllede titel henviser til ”Will the Circle be Unbroken”, en kendt gammel amerikansk salme, som den mandlige hovedperson synger med sit bluegrassband i begyndelsen af filmen. Samme dag har han mødt tatovøren Elise og inviteret hende til at se ham optræde. Sådan begynder en stor kærlighed, men den kronologiske sammenhæng falder først på plads langt inde i filmen. Først vises det ødelæggende tab, som rammer parret, da deres glæde er størst.
Belgisk countrymusik, kærlighed, kræft og spørgsmålet om en guddommelig tilstedeværelse lyder ellers som ret uforenelige størrelser, men i denne film, Belgiens Oscar-kandidat sidste år, går det hele op i en højere enhed. Det er en meget bevægende film, som to af bestyrelsesmedlemmerne i filmklubben har set og stærkt anbefaler. Jyllandsposten anmelder er enig: ”Det er simpelthen svært at finde noget som helst negativt at sige om dette stykke begavede filmkunst”, slutter hun sin anmeldelse. Den vandt også publikumsprisen ved CPH PIX.