En helt almindelig familie
Aftenens film er en stærk, dansk debut om et kontroversielt emne, og den viser samtidig, hvor langt vi er kommet de sidste 2o år i kønsdiskussionen. Filmen handler nemlig om et kønsskifte, og om hvordan ægteparret Helle og Thomas bliver til Helle og Agnete hver for sig. Det er en familiehistorie set gennem den 11-årige Emmas øjne. Farens hormonelle selvrealisering er en rystelse, der skaber nye brudflader og alliancer i familien. Emma føler, at hun mister faren, hvorimod den ældste datter i konfirmationsalderen oplever, at hun nu har fået en åndsfælde i kvindelige udtryksformer.
Det er et gribende hverdagsdrama om, hvordan man skal tackle det, når spillets regler pludselig laves om. Og Mikkel Boe Følsgaard er fremragende i den svære rolle som Thomas/Agnethe.
Filmen viser de omkostninger, Danmarks engagement i de forskellige mellemøstlige krige har haft. Den fortæller historien om en ung dansk soldat, der træder på en landmine og får sine ben sprængt væk. Hjemme i Danmark følger vi hans psykiske reaktioner, især vreden, og hans energiske forsøg på genoptræning. På hospitalet møder han en ung balletdanserinde, og en kærlighedshistorie udvikler sig.
Kan man sine klassikere, altså i dette tilfælde H. C. Andersens ”Den standhaftige tinsoldat”, kan man tænke sig til dele af historien, selv om den moderne ballerina i modsætning til eventyrets i den grad kan andet end at stå på et ben og se smuk ud.
Det er på mange måder en gribende film, der først og fremmest er et psykologisk portræt og en kærlighedshistorie, og man kan godt savne det mere samfundskritiske og politiske aspekt, men det er altså ikke her, den svenske instruktør har lagt vægten. De to hovedroller spilles glimrende af Mikkel Følsgaard og den debuterende Cecilie Lassen, der selv er balletdanserinde, der har måtte holde op med at danse på grund af skader!
Aftenens film blev sidste års store danske succesfilm hos både kritikere og publikum, som vi også synes vores medlemmer skal have mulighed for at se. Filmen fortæller os en vigtig og godt ”glemt” fortælling om krigs dehumaniserende virkning i ”rare” lille Danmark i 1945.
Englænderne afleverer i sommeren 45 godt 2000 tyske krigsfanger i danskernes varetægt. De skal fjerne de to millioner landminer, som den tyske besættelseshær har gravet ned i sandet langs den jyske vestkyst til brug i tilfælde af, at de allieredes landgang kom her. Ikke noget rart job, men det har de sgu fortjent, når nu de selv har lagt dem, tænker den danske sergent, der får kommandoen over en gruppe af dem. Men det er jo ikke de samme, der har lagt dem, det er unge drenge indkaldt i krigens sidste måneder, og sergentens syn ændres langsomt.
Det er Zandvliets tredje film, et virkeligt gennembrud. Og også Roland Møller som sergenten er virkelig god.
Vi lægger ud med sidste års Oscarnominerede danske storfilm. Det er en historisk film, der skildrer forholdet mellem den unge sindssyge kong Christian VII, dennes helt unge dronning Caroline Mathilde og kongens læge Struensee. Det er kendt højdramatisk, danmarkshistorisk stof, behandlet af adskillige skribenter tidligere, bl.a. af Per Olov Enquist i hans berømte roman ”Kongens livlæge”. Flere filmfolk har også forsøgt sig i stoffet, efter sigende selveste Erik Balling, men har måttet opgive. Historiske film er svære og dyre at lave!
Nu har Nikolaj Arcel, mest kendt for sin glimrende politiske thriller ”Kongekabalen”, vovet pelsen, og selv om han ikke hjembragte Oscaren, er de fleste anmeldere enige om, at det er blevet en meget vellykket film. ”Kostumedramaets mange faldgruber er undgået”, skriver Berlingskes anmelder, og Bo Green skriver i Weekendavisen: ”En kongelig affære er både en anfægtende kærlighedsskildring og et smukt forsøg på at skabe en moderne periodefilm”. Selv om historien og slutningen på den er kendt af de fleste, lykkes det for Arcel at folde den tragiske historie ud i en medrivende og veldisponeret film, hvilket også skyldes nogle fremragende skuespilpræstationer af især Mads Mikkelsen som Struensee og den unge Mikkel Boe Følsgaard som kongen.