En dejlig morgen
Filmen fortæller historien om en ung kvinde og enlig mor i midten af 30’erne. Hun er oversætter af profession og bor i Paris. Hun besøger sin raske 98-årige bedstemor, men langt oftere sin hjernemæssigt svækkede far i 60’erne, som har været et belæst og inspirerende menneske. Hans hastige forfald, der gør at han ikke længere kan klare sig selv, går hende meget på. Hun er nemlig på alle måder et kærligt og omsorgsfuldt menneske. Og midt i alt dette møder hun så en gammel ven, der vækker hele hendes kærlighedspotentiale, som ellers var lagt på is. Men han har forpligtigelser til kone og 10årig søn, så det er ikke nemt…
Filmen skildrer altså en moderne storby-kvindes travle og vanskelige hverdagsliv. Det genspejles fantastisk i hovedpersonens ansigt, som man ikke kan blive træt af at se på. Det er Mia Hansen-Løves (vi har set hendes Dagen i morgen og Bergmans ø tidligere i klubben) på en gang enkleste og dybeste film.
Den er simpelthen ”dejlig”!
Aftenens film fik Guldpalmen i Cannes og løb ind i virak efterpå dels på grund af sit emne, lesbisk kærlighed, og dels pga. forholdet mellem instruktøren og de to unge, kvindelige skuespillere.
Filmen handler om gymnasieeleven Adèle der læser og drømmer om den store kærlighed som i romanerne. Hun lever et normalt, gennemsnitligt ungdomsliv. Men en tilfældig dag ser hun en drengepige med kort, blåfarvet hår i en fodgængergang, og pludselig rammes hun af en kærlighedstrang som i romanerne. Hendes følelsesliv opløftes, og ingenting kan nogensinde blive som før! Hun oplever den store kærlighed, også forstået i kødelig forstand i lange lidenskabelige sex-scener, men også problemerne ved den i forhold til familie og kammerater og de gængse kønsnormer. Og efter at have skildret kærlighedens fødsel, skildres også dens blues. Adèle er i centrum igennem hele forløbet, og det er hendes dannelseshistorie, der giver liv til filmen.
De fire kvindelige(!) filmkritikere, hvis anmeldelser danner baggrunden for nærværende præsentation, er alle helt forgabt, og taler om ”et smukt og smertefuldt mesterværk”, der ”føles, som det, den skildrer: en berusende sensuel forelskelse”. Så må vi håbe, at mandfolkene i klubben er af samme mening!
Vi gør opmærksom på at denne film varer 3t afbrudt af den sædvanlige lille pause i midten. Vi starter til normal tid 19.30
Dobbeltarrangementets anden film, som vi viser efter middagen, er den nyeste Woody Allen-film (eller næst-nyeste, for han laver trods sin høje alder mindst en ny film om året, så det kan være svært at følge med). Og iflg. anmelderne er denne hans 41. film en af de bedste i mange år.
Handlingen i filmen er, at den unge desillusionerede Hollywood-manuskriptforfatter Gil er på rejse med sin forlovede og hendes forældre til Paris. Mens mor og datter er optaget af shopping, og svigerfaren brokker sig over alt fransk, begiver Gil som den fantast han er, der kun drømmer om som de store forgængere at skrive den store roman, sig ud på et natligt nostalgitrip til 20’ernes Paris med alle hans idoler fra dengang: Scott Fitzgerald, Hemmingway, Gertrude Stein, Picasso o.s.v.
Det er der kommet en poetisk, intelligent og vittig film ud af, som mest af alt er en kærlighedserklæring ikke bare til byen Paris og de store kunstnere i århundredets begyndelse, men også til livet selv. Og forhåbentlig kommer man som Informations anmelder ”nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læberne”.
Den lammede skleroseramte Christine er taget på gruppepilgrimsrejse til den franske by Lourdes, hvor en katolsk mirakel-”industri” tog fart i midten af 1800tallet, efter at Sankt Bernadette mødte Jomfru Maria der. Pilgrimme er siden strømmet til i håb om helbredelse, i dag ca. 6 millioner årligt.
Christine selv er nu mere taget af sted for oplevelsens skyld og betragter det hele ret skeptisk, men pludselig så sker det, den lamme kan gå!
Filmen er lidt af et mesterværk, der holder sin tilskuer fangen, for hvad er det der sker, og hvilket slags liv følger? I Lourdes tror man mere på fast organisation og katolsk kontrol end mirakler. Skulle miraklet ske, har man skrappe kontrolforanstaltninger. Er det fup eller hysteri, eller er der en naturlig forklaring, men er det i så fald ikke også gud, der står for naturen?
”Filmen er fyldt med en egen, diskret selvironisk humor og kan på samme tid tolkes både som en hyldest til troen og en afvisning af den. Men netop denne balancegang er endnu en grund til at se denne perle af en film”, slutter SDF’s anmeldelse.