Ifølge David Lynch selv, så var hans charmerende lille film ”The Straigt Story”, om den gamle mand, der krydsede USA på en plæneklipper, hans mest eksperimenterende film! I så fald må man konstatere, at han med Mulholland Drive har forladt eksperimenterne og vendt tilbage til den dybt sære, lige så uforståelige som fascinerende Lynch, som vi kender fra hovedværkerne ”Blue Velvet”, ”Wild at Heart” og ikke mindst tv-klassikeren ”Twin Peaks”.
Aftenens film må nærmest kaldes et surrealistisk thrillerdrama om to kvinder, den ene mørk, den anden lys. Hvem den mørke er, er uklart fra starten, for hun lider af hukommelsestab efter en bilulykke på Mulholland Drive i Hollywood. Samtidig har en håbefuld ung skuespillerinde fået lovning på at blive prøvefilmet og ankommer til Hollywood og bliver indkvarteret det samme sted, som den omtågede pige efter ulykken er søgt hen. De prøver sammen at finde ud af hvem de er.
Det udvikler sig dybt mærkeligt – men konstant fascinerende.
Tilskuere med trang til rationalitet og ønske om overblik skuffes over dette mærkelige filmværk, hvor drøm og virkelighed blandes i et underholdende og uhyggeligt spil. Men i stedet for at frustreres, bør man gøre som juryen i Cannes, der gav Lynch instruktørprisen i 2001, nyde dens gådefuldhed og de smukke billeder og tænke på hvad Lynch selv har sagt: ”Livet er meget, meget kompliceret. Derfor skal film også have ret til at være det”.