Den japanske instruktør Kore-eda, hvis film Søstre og Min søns familie vi tidligere har vist i klubben, har endnu engang lavet en gribende film om familien, der vandt guldpalmen i Cannes sidste år. I Japan, hvor den traditionelle familie er i opbrud, er det et gennemgående tema for Kore-eda, at en familie ikke er noget givet, man får, men noget man skaber.
Aftenens film handler om en kærlig familie, eller vel rettere en sammenbragt gruppe af mennesker, der ernærer sig på samfundets bund ved småsvindel og rapseri. Faren og sønnen finder en dag en lille forladt pige med tegn på børnemishandling, og deres logiske valg er at indlemme hende i familien. Yuri er den ”lillesøster”, de ikke vidste, de manglede, og langsomt sætter hendes tilstedeværelse vidt forskellige følelsesmæssige skred i gang hos de enkelte familiemedlemmer.
Det er en film Sdf’s anmelder anbefaler varmt til alle filmklubber.
Blogarkiv
Månen over kirsebærtræerne
Sentaro driver en lille bagerbutik, der serverer kager med sødt bønnefyld. Kagerne er meget populære, men en ældre dame er ikke helt så imponeret. Hun kan lave dem meget bedre, påstår hun, og tilbyder sin hjælp. Sentaro indser hurtigt, at hun er en gudsbenådet kagebager, og den lille butik blomstrer. Med tiden åbner personerne op for de hemmeligheder, de hver især gemmer i deres hjerter.
Det kan måske lyde en kende lavmælt og søvndyssende, men ifølge filmmagasinet Ekkos anmeldelse er der tale om ”et eftertænksomt, intimt og billedskønt drama med fokus på detaljerne”. Til trods for adskillige priser både i Cannes og ved CPH:DOX er det den kvindelige japanske instruktørs første rigtige danske biografpremiere, så vi giver hende en chance.