Den midaldrende radiojournalist Johnny må tage sig af sin niårige nevø, da hans mor, Johnnys søster, har brug for hjælp til sin syge mand. Johnnys arbejde består i at han laver podcasts om børn. Men noget personligt forhold til børn har denne lettere kantede og ensomme mand, der aldrig selv har dannet familie, ikke, så hvordan vil det mon gå, når han og nevøen skal være hinandens hverdag?
Det er en dejlig film i nostalgisk sort-hvid, der uden store armbevægelser fortæller den i og for sig undseelige og udramatiske historie og gør den til en universel historie om livet, ensomhed, kærlighed og familie. Den er fuld af fine og overraskende scener mellem de to helt fantastiske skuespillere. ”Se den – også for Joaquin Phoenixs præstation”, som Sdf’s anmelder skriver.
Woody Allens nyeste film er en slags ”remake” af Dostojevskijs Forbrydelse og straf!
Den livstrætte filosofiprofessor Abe Lucas – glimrende spillet af Joaquin Phoenix – lever i en verden, hvor intet længere giver mening. Heller ikke de to kvinder, der kredser om ham, den ældre kollega Rita, der keder sig i et vaneægteskab, og den unge mønsterstudent, Jill, der synes, at den alkoholiserede og desillusionerede lærer er mere spændende end hendes unge kæreste. Tilfældigt hører Abe og Jill om en dommer, der uretfærdigt i en skilsmissesag vil frakende moderen sine børn. Sagen fænger Abe: Han vil skaffe verden af med et dårligt menneske! Det gør han så og får livsgnisten tilbage! Den samme problematik som Dostojevskij filosoferede over: Må man fri verden for et ondt menneske, altså tage et andet menneskes liv for andre menneskers skyld?
Historien er både spændende og underholdende. Selv om filmen ikke når hovedværkerne i Allens store produktion, er den iflg. Jyllands-Postens anmelder ”dybt tilfredsstillende”, og Bo Green kalder den i Weekendavisen for ”en stofrig film med overskud og sjælden elegance”.
Aftenens film foregår i Los Angeles i en nær fremtid, men er dog ikke en egentlig science fiction-film. Hovedpersonen er den ensomme forfatter, glimrende spillet af Joaquin Phoenix, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre mennesker, mens han stadig sørger over det smertefulde brud med ungdomskæresten og konen året før. Venner prøver at få ham til at date igen, men det er først, da han installerer et nyt styresystem i sin computer, at han begynder at smile igen. Styresystemet hedder Samantha, og i modsætning til de fleste måder at fremstille kunstig intelligens på i sf-film, hvor der oftest er tale om mareridtsagtig teknologiforskrækkelse i forbindelse med fremstillingen af robotter, der tager magten fra os mennesker, viser ”hun” sig hurtigt som den dejligste ven og organisator. Ja, kæreste, som han forelsker sig i…
Det kan lyde lidt søgt, men alle anmeldere er oppe og ringe. Det kaldes både ” den mest ømt syrede film om den moderne kærlighed” og ”årets mest fantasifulde udfordring til følelsernes intelligens”.
