NOWHERE SPECIAL

Det er næppe muligt at finde en mere traumatisk historie, end den som aftenens film fortæller. Og så er den efter sigende autentisk! Den fortæller om en hårdtarbejdende alenefar, der bliver dødeligt syg og kun har måneder tilbage, og som derfor er på jagt efter en god familiepleje til sin 4-årige søn. Han er en kærlig far med et tæt forhold til sønnen, som vises i nogle intense scener, sublimt spillet af begge skuespillere. Moren er rejst hjem til Rusland efter fødslen og helt ude af billedet, og faren har ingen nære slægtninge. Guidet af en ung socialrådgiver besøger vi i et kapløb med tiden forskellige plejefamilier, der bestemt ikke kan siges at være lige velegnede alle sammen…

Filmen er helt fri for patos og sukret sentimentalitet. Den er nok en film om at dø, men den er fuld af liv, og da man først forstår, hvor meget tiden spiller en rolle, bliver det endda til en smuk og vedkommende spændingsfilm.

Den sorte jord

Den sorte jord

 Aftenens film handler om den walisiske journalist Gareth Jones, der i begyndelsen af 1930’erne insisterer på, at verden skal kende til Stalins folkemord på millioner af bønder i Ukraine. Eller hvad Stalin selv kaldte kollektiviseringen af landbruget og bøndernes særlige ”tribut” til Sovjetstatens industrialisering. Den ambitiøse Jones rejser til Sovjetunionen for at få et interview med Stalin, men det er svært at få reelle informationer, og spørger man for meget, risikerer man døden. Alligevel rejser han illegalt til Ukraine, og får ved selvsyn set hvilke uhyrligheder, der finder sted for at skaffe kapitalen til Stalins modernisering og oprustning. Med nød og næppe slipper han ud af landet med livet i behold, men kun for at erfare, at sovjetstaten ikke har i sinde at lade ham fortælle verden, hvad han har set.

Filmen har fået flotte anmeldelser. Informations anmelder skriver, at ”historien om Sovjetunionens menneskelige lavpunkt er et kunstnerisk højdepunkt for den 71-årige instruktør Agnieszka Holland”. Og Sdf’s anmelder kalder den både stærk og underholdende: ” Den efterlader en – ud over kendskabet til en glemt historie – med refleksioner over aktuelle emner som fake news, politisk begrundede drab på journalister og behovet for, at der stadig er modige mennesker, der tør fortælle om virkeligheden.