Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 1. november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209.
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Klokken 16.00 vises første film af to i Dobbeltfilmarrangement med spisning.
Den mandlige hovedperson, Fusi, lever ved filmens begyndelse et ret sølle og begrænset liv endnu hjemmeboende, trods at han vel er omkring de 30 år gammel. Han er på mange måder tung i det og har svært ved at begå sig socialt. Som filmens titel siger det, er han endnu uden sin seksuelle debut og fysisk klodset og stor som et bjerg. Filmen følger hans udvikling, efter at han tilfældigt har mødt en sød kvinde, der dog også har sit at slås med, og er på mange måder både en kærlighedsfilm og en – noget sent må man sige – ”coming of age”- film. Det rørende og betagende ved filmen er portrættet af en person, som ellers altid er en biperson, men som her trækkes frem som hovedpersonen og viser sine skjulte kvaliteter. Midt i hverdagsrealismen kommer man til at holde af ham som den grimme ælling, der også til sidst får lov at lette! En varm og rørende film.