Irrational man

Woody Allens nyeste film er en slags ”remake” af Dostojevskijs Forbrydelse og straf!

Den livstrætte filosofiprofessor Abe Lucas – glimrende spillet af Joaquin Phoenix – lever i en verden, hvor intet længere giver mening. Heller ikke de to kvinder, der kredser om ham, den ældre kollega Rita, der keder sig i et vaneægteskab, og den unge mønsterstudent, Jill, der synes, at den alkoholiserede og desillusionerede lærer er mere spændende end hendes unge kæreste. Tilfældigt hører Abe og Jill om en dommer, der uretfærdigt i en skilsmissesag vil frakende moderen sine børn. Sagen fænger Abe: Han vil skaffe verden af med et dårligt menneske! Det gør han så og får livsgnisten tilbage! Den samme problematik som Dostojevskij filosoferede over: Må man fri verden for et ondt menneske, altså tage et andet menneskes liv for andre menneskers skyld?

Historien er både spændende og underholdende. Selv om filmen ikke når hovedværkerne i Allens store produktion, er den iflg. Jyllands-Postens anmelder ”dybt tilfredsstillende”, og Bo Green kalder den i Weekendavisen for ”en stofrig film med overskud og sjælden elegance”.

Generalforsamling + Blue Jasmine

Det er Woody Allens film nr. 45, og det er lang tid siden, han har været så god ifølge anmelderne. Der er i øvrigt nok stadig komikere på rollelisten og sjove scener og skarpe oneliners, men filmen er et drama, ja man fristes til at kalde den en tragedie, der fortæller den barske historie om en kvindes voldsomme standsmæssige, følelsesmæssige og psykologiske fald.

Filmens hovedperson er Jasmine, der virkelig er ”kommet ned i verden”, da hendes luksusliv i  New Yorks overklasse slutter, da hendes mand afsløres som finanssvindler af værste slags. ( Filmen kan ses som Woody Allens kommentar til finanskrisen.) Hun tvinges derfor til at tage til søsteren Ginger i San Fransisco, som hun ellers altid har set ned på. Hun er fraskilt, arbejder i et supermarked og bor i en lille lejlighed med sin ordinære kæreste, alt sammen noget der frastøder Jasmine, som egoistisk og hensynsløst søger at dominere miljøet. Hun fortsætter nemlig med at leve i selvbedraget, selv om hun ikke har andet end facaden tilbage. Filmen er faktisk ”et både rørende og fascinerende karakterstudie, og Cate Blanchett har aldrig været bedre end i rollen som Jasmine, der gennemspiller et utroligt følelsesregister, så man rystes”, som Sdf’s anmelder slutter.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
19.30 – 20.00 Generalforsamling
Filmstart 20.00

Midnight in Paris

Dobbeltarrangementets anden film, som vi viser efter middagen, er den nyeste Woody Allen-film (eller næst-nyeste, for han laver trods sin høje alder mindst en ny film om året, så det kan være svært at følge med). Og iflg. anmelderne er denne hans 41. film en af de bedste i mange år.

Handlingen i filmen er, at den unge desillusionerede Hollywood-manuskriptforfatter Gil er på rejse med sin forlovede og hendes forældre til Paris. Mens mor og datter er optaget af shopping, og svigerfaren brokker sig over alt fransk, begiver Gil som den fantast han er, der kun drømmer om som de store forgængere at skrive den store roman, sig ud på et natligt nostalgitrip til 20’ernes Paris med alle hans idoler fra dengang: Scott Fitzgerald, Hemmingway, Gertrude Stein, Picasso o.s.v.

Det er der kommet en poetisk, intelligent og vittig film ud af, som mest af alt er en kærlighedserklæring ikke bare til byen Paris og de store kunstnere i århundredets begyndelse, men også til livet selv. Og forhåbentlig kommer man som Informations anmelder ”nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læberne”.

Match Point

Vi lægger ud med Woody Allens seneste og meget roste film.
Vi er ganske vist mange, der længe har været skuffede over Allens sidste film, men nu har den gamle mester fuldstændig fornyet sig: Ingen neurotikere! Ingen jøder! Ingen jazz! Ingen Manhattan! Han er kun instruktøren, spiller ikke selv med, filmen er ikke en komedie og den er indspillet i England! Han distancerer sig altså på alle planer fra hvad han hidtil har beskæftiget sig med!
Match Point er en realistisk trekant-kærlighedshistorie og samtidig en thriller. Filmens hovedperson er den tidligere professionelle tennisspiller Chris, der nu tjener til livets ophold som træner i en engelsk overklasse-tennisklub. Her møder han Chloe, og snart er hans lykke tilsyneladende gjort, han får arbejde i svigerfarens firma og er på vej op gennem det ellers så uigennemtrængelige engelske sociale hierarki. Indtil han møder og voldsomt tiltrækkes af sin svogers ny kæreste, den smukke og seksuelt aggressive Nola. Pludselig trues han på alt det, han har solgt sin sjæl for, det rige og behagelige overklasseliv, og han tvinges til at tage et af den slags valg, der kræver en stærk mave…
Alle anmeldere er enige om, at det er en fremragende film, Woody Allens bedste i meget lang tid.