De særlige

De særlige
Hvis nogen synes titlen lyder bekendt, skyldes det ikke en tilfældighed. For få år siden blev den franske komedie ”De urørlige” en kanon biografsucces. Den skildrede det underholdende møde mellem en handicappet millionær og hans sorte forstads-hjælper. Og det er samme franske makkerpar, der har lavet aftenens film, som også skildrer et møde mellem kontraster.

Filmen skildrer det store arbejde, som to idealistisk venner, den ene jøde, den anden muslim, gør for henholdsvis svært autistiske børn og unge, og for unge arbejdsløse fra de parisiske forstadsghettoer. De sidste ansættes til at mandsopdække de autistiske unge, så det er muligt at give dem oplevelser på f.eks. ride- eller skøjtebanen og derved ophæve den fysiske og/eller medicinske indespærring, som er samfundets eneste tilbud til disse stærkt udadreagerende og selvskadende autister.

Nok er ”De særlige” ind imellem også sjov ligesom ”De urørlige” var det, men primært er den oplysende og gribende. Det er en meget smuk og varm film!

De Urørlige

Den stenrige Phillip er lammet fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Ved lidt af et tilfælde får han hyret den småkriminelle afrikaner fra ghettoen som handicaphjælper, og det bliver et møde mellem et umage par: Overklassepersonen, der har total økonomisk og intellektuel frihed, men altså ikke kan røre sig, og Driss, der er stor og flot og alligevel ikke har andre overlevelsesmuligheder end kriminalitet. Det bliver mod alle odds et møde der slår gnister og fører til et venskab på trods.
Filmen har slået alle salgsrekorder i Frankrig og er herhjemme også set af mange. Det er forståeligt, for hvor lidt realistisk sandsynlighed der er for et sådant forløb, så vil vi gerne tro det: et møde på tværs af race og klasse, hvor ægte mennesker erstatter professionel omsorg. Og når det så gøres med en så usentimental humor og en så rørende menneskelighed, ja så er der ikke andet for end at overgive sig totalt for en så charmerende komedie.