Ordets magt

Ordets magt
Aftenens film fortæller historien om mønsterbryderen Neïla, en ung, kvik fransk-arabisk kvinde, der trods en opvækst i ghettoen er kommet ind på det prestigefyldte jurastudie på et fransk universitet. Her undervises hun bl.a. af den brillante professor Pierre Mazard, der nok er dygtig, men også på mange måder en reaktionær provokatør med sexistiske og racistiske holdninger. Efter at have ført sig frem på det groveste over for Neïla, får han en velfortjent reprimande af universitetsledelsen og tvinges til at coache Neïla op til de franske universiteters prestigefyldte konkurrence i retorik, en disciplin der dyrkes langt mere i den franske tradition end vi kender det herhjemme.
Og det kommer der mildest talt en underholdende tvekamp ud af! Man kan dårligt tænke sig en større modsætning end de to, men de kan også give hinanden noget, viser det sig. Det er ikke nogen speciel ”stor” film, men den skildrer et kultursammenstød meget skarpt, varmt og underholdende.