In America

Aftenens film skildrer mere eller mindre instruktørens egen historie: En irsk familie ankommer i 1982 via Canada til New York og flytter ind i en gammel slumejendom, befolket af narkomaner, småforbrydere, transvestitter og forskellige farverige skikkelser. De går i gang med at klare dagen og vejen indtil faren finder arbejde ved byens teatre. På trods af at familien bærer på en stor sorg, tabet af en søn/bror, der døde som toårig, bevarer de en ukuelig optimisme.

Det er en lykkelig historie, for familien klarer sig jo, og forældrene og de to piger, som i parentes bemærket har medvirket ved manuskriptets udarbejdelse, elsker og støtter hinanden. Og faren blev jo en stor instruktør, det er ham der lavede ”My left foot” og ”In the Name of the Father”. Det bliver derfor en gribende og varm ”feel good-film”, der ud over glimrende skuespillerpræstationer har sin styrke i de små realistiske detaljer og det præcise billede af Manhattan, både som virkelighedens og drømmens sted.