Unge Astrid

Vi starter det nye år med en dejlig film, som flere i bestyrelsen har set og varmt anbefalet. På engelsk hedder den ”Becoming Astrid”, en god titel, der viser, at der er tale om en udviklingshistorie, en næsten dokumentarisk historie om hvordan den unge Astrid Lindgren bliver til forfatteren af samme navn. Et menneske, der nok fra starten er noget særligt i sig selv, men som primært formes af livet.
Vi møder den 16-årige, livlige og selvstændige bondepige, der på baggrund af sin skrivelyst ansættes på den lokale avis og der forføres af den voksne, gifte redaktør. Hun må føde i dølgsmål i København og efterlade barnet der og siden under usle forhold uddanne sig i Stockholm, før det omsider lykkes hende at få sønnen med hjem som treårig og få ham til at klare dette skift ved at fortælle ham historier. Og derved opdage sine evner som forfatter.
Som den unge Astrid er Bille og Pernille Augusts datter Alba helt betagende. Takket være hende og det dygtige ægtepar bag filmen, manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson og instruktøren Pernille Fischer Christensen er denne film blevet en helt ekstraordinær bio-pic.

En du elsker

Rockstjernen Thomas Jacob har lagt sit misbrug på hylden og vender hjem fra Los Angeles for at indspille et nyt album i Danmark. Han og produceren Molly indretter deres studie i et slot i den danske provins. Thomas’ voksne datter, Julie, er også stofmisbruger med kurs mod afvænning. Hun afleverer sin 11-årige søn hos Thomas, der har svært ved at mønstre megen interesse for såvel datter som barnebarn.

En Familie

Af uransaglige grunde fik vi ikke i filmklubben vist den lovende unge instruktør, Pernille Fisher Christensens to første film, hvoraf især En soap ellers vandt priser og på mange måder var en rigtig filmklubfilm. Nu indhenter vi lidt det forsømte ved at vise hendes smukke og roste 3. film om en gammel familie, hvis stolte familiebageri det ikke er så let at videreføre ved faderens død.
Familiens overhoved kæmper sin dødskamp, mens to voksne døtre af første ægteskab, en ny yngre kone og deres to mindreårige børn alle gennemlever forskellige konflikter og modstridende følelser, mens de følger den. Især den ældste datter, der har godt gang i sit eget liv, rammes af  faderens krav om at føre familievirksomheden videre. Ja, filmen stiller hende det spørgsmål, som Informations anmelder formulerer det, ”hvad det bør indebære at være datter, og kæreste, og tåleligt menneske, når livet vil frem i fuld fart, mens familiedynastiets 300 år gamle surdej gærer bagerst i samvittigheden”.
Det er en fin, lille film, der insisterer på sit alvorlige indhold og ikke lefler for kravet om underholdning. Og især Jesper Christensen yder som den døende familiepatriark en betagende præstation.

Prag

Ole Christian Madsen har tidligere i den gribende ”En kærlighedshistorie” fra 2001, som vi af uforklarlige grunde aldrig fik set i klubben, vist at han evner at skildre det ”Bergmannske” ægteskab, kammerspillet om det (u)opslidelige parforhold. Dengang med Lars Mikkelsen, nu med Mads Mikkelsen i den mandlige hovedrolle, begge gange med Stine Stengade i hustruens rolle.
Den tjekkiske hovedstad er omdrejningspunktet i aftenens ”Kafkaske” ægteskabsdrama. Christoffer skal hente sin afdøde far, der i årevis har levet i Prag, og tager med sin kone Maja derned. Faren har været totalt fraværende i hans liv, så tilsyneladende er der tale om noget rent praktisk Men inden bag den strømlinede facade hos det smukke og velklædte par lurer det, og snart åbnes der for et skab fuld af hemmeligheder og løgne. Christoffer har som den mest sårede mest i klemme og må sande, at rejsen til Prag også bliver en kamp for hans ægteskab.
Mads Mikkelsen og Stine Stengade beviser endnu engang, at de er store skuespillere, og byen Prag bruges spændende som byrum og symbol, og fremstilles visuelt betagende smukt og ”medspillende” af fotografen Jørgen Johansson.

Forbrydelser

Aftenens film er usædvanlig ved at handle om gudstro, skyld og ansvar. Ikke siden Carl Th. Dreyers filmatisering af Kai Munks drama ”Ordet”, har man i dansk film beskæftiget sig med menneskets forhold til gud og muligheden for mirakler. Om hvad tro og overtro er i vores moderne liv. Men det er hvad Anette K. Olesen, hvis glimrende debutfilm, ”Små ulykker”, vi viste i 2003,  gør i denne gribende film.
Filmens hovedperson er den nyuddannede, kvindelige præst, der kastes for løverne, da hun påtager sig et vikariat på kvindeafdelingen i et københavnsk fængsel. Her møder hun en indsat, Kate, der – hedder det sig i fængslet – står i et særligt forhold til Gud og gør mirakler. Altså på en måde er Annas ”konkurrent” – og provokerer hendes tro. Der også parallelt hermed provokeres på hjemmefronten, da hun samtidig trods flere års manglende fertilitet alligevel bliver gravid og skal vælge om hun vil have et barn med mulige misdannelser eller abort.
Når historien er blevet så vellykket, skyldes det nok instruktør og manuskriptforfatter, men også et par fremragende skuespillere i hovedrollerne: Ann Eleonoras spil som den usikre præst og Trine Dyrholms som den gådefulde Kate er stor kunst.

Små Ulykker

Dette kan dansk film altså: Den socialrealistiske hverdagskomedie. Tænk bare på ”Italiensk for begyndere”, ”En kort, en lang”, ”At klappe med en hånd” og ”Okay”. Præcise, morsomme og sande portrætter af hverdagens danskere.
I aftenens meget vellykkede debutfilm af slagsen møder vi en rigtig dansk familie, der kommer i krise da moderen dør. Faderen og de fire voksne søskende bliver for en tid mindet om, at de udgør en familie, og efter at have gennemlevet diverse små og store kriser, kommer de stærkere ud på den anden side, både hver for sig og som familie. Morens død bliver altså en katalysator til at beskrive relationerne mellem disse nære slægtninge, der bakser med problemer, som enhver biografgænger fra en eller anden vinkel kan genkende.
Det specielle ved ”Små ulykker” kan vi, der har set Mike Leighs film, især ”Hemmeligheder og løgne”, men også sæsonens ”All or nothing”, let genkende. Skuespillerne har arbejdet tæt sammen om opbygningen af deres roller, så vi helt ned i detaljen får den realistiske menneskefremstilling frem. Det gælder nemlig den realistiske detalje og derigennem afsløringen af hvad mennesker er og bærer på af – hemmeligheder og løgne! Det er glimrende, usentimentalt og præcist gjort af en lang række fremragende danske skuespillere, vi ellers ikke ser så meget til på film.