Jens Lysdal


   
Dato 26. Aug 2016
Tidspunkt kl. 20.00
Caféen åbner kl. 19.30
Entré 125 kr / 100 kr for medlemmer
   

Jens Lysdal er de seneste år jævnligt taget til USA’s musikhovedstad Austin i Texas for at skrive sange og spille sammen med amerikanske venner, og resultatet er blevet af vellykket blend. Jens Lysdals gode tekster ledsages af nogle – som sædvanlig – meget smukke og iørefaldende melodier. Og med en stemme som Lysdals og et hold af de bedste danske spillemænd, er der garanti for en varm og fortættet aften.

                          Caféen åbner kl. 1930. Musik kl. 20.  Entre: 125/100kr.

Jens Lysdal har tilhørt toppen af den danske musikscene i en halv menneskealder og spillet med de fleste af de bedste. Han har rejst kloden rundt med sin musik, opnået international anerkendelse, nomineringer og priser, men indtil nu altid sunget og udgivet sin musik på engelsk.
Nu udgiver han sit første solo-album på dansk. Hans rustne ro i stemmen er rar, rå og relevant, og sammen med det overlegne og berømmede guitarspil stadig i forgrunden. Men modersmålet giver nye og yderligere muligheder for humor, finesse og finurlighed, og dem udnytter han med denne udgivelse.
Jens Lysdal er en engageret og stadigt nysgerrig mand, der altid har sagt og gjort hvad der passede ham – i livet, som på scenen. Det kan både høres og mærkes i musikken og de stærke, vedkommende tekster.
Koncerterne er som altid fyldt med sjove og skæve indfald, men måske først og fremmest et nærvær og en intensitet, der lader ingen uberørte. Man forholder sig til Jens Lysdal, hvad enten man vil eller ej. Fordi han selv er så meget til stede, drages man også som tilhører med og ind – på den fede måde.