Birdman

Aftenens film er lavet af den mexicanske instruktør Alejandro Inarritu, der lavede de mesterlige film ”Babel” og ”Biutiful”, som vi begge har vist i klubben.

Handlingen er centreret om hovedpersonen, en afdanket skuespiller, Riggan, der forsøger at gøre et kunstnerisk comeback, efter for mere end 20 år siden at have været stjerne i superheltefilmene om figuren Birdman. Nu forsøger han at sætte et teaterstykke op på Broadway for at tjene penge og samtidig bevise, at han kan andet end at være superheltestjerne. Men intet går som planlagt, for Birdman-figuren overtager ofte hans hoved og styrer hans liv.

”Birdman” er en tragikomedie om en mand, der kæmper en sisyfoskamp mod fordomme, egne begrænsninger og ikke mindst tiden. Filmen har næsten ingen klip, så vi er næsten på én lang surrealistisk rutschetur. ”Det er stor kunst – og så er det også morsomt”, som sdf’s anmelder skriver. ”Birdman” vandt Oscar’en som bedste film sidste år.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Nebraska

Aftenens film af Alexander Payne, hvis fine Hawaii-drama The Descendants vi så i klubben sidste år, er en film om ”udkants-amerikaneren” (selv om vi i Nebraska er i det centrale Midtvesten af USA!)  Woody Grant, en ældre, sur, småsenil og ret alkoholiseret mand.  En husstandsomdelt lotterireklame får ham til at tro, at han har vundet en million. Hans voksne sønner prøver forgæves at få ham fra at hente ”gevinsten”, men Woody insisterer, har kun drømmen om gevinsten som sidste halmstrå tilbage at klamre sig til, og får den ene søn til at agere chauffør. Den tilsyneladende formålsløse rejse og usædvanlige road-movie kan begynde.

”Nebraska er en fænomenal film. En ultimativ coming of age-film fra livets allerseneste efterår, hvor meningen med tilværelsen synes forsvundet, før den blev fundet. Payne har skabt en noget nær perfekt film, der skal ses igen og igen og igen”, slutter Jyllandspostens filmanmelder Katrine Boysen sin overstrømmende anmeldelse.

Hende

Aftenens film foregår i Los Angeles i en nær fremtid, men er dog ikke en egentlig science fiction-film. Hovedpersonen er den ensomme forfatter, glimrende spillet af Joaquin Phoenix, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre mennesker, mens han stadig sørger over det smertefulde brud med ungdomskæresten og konen året før. Venner prøver at få ham til at date igen, men det er først, da han installerer et nyt styresystem i sin computer, at han begynder at smile igen. Styresystemet hedder Samantha, og i modsætning til de fleste måder at fremstille kunstig intelligens på i sf-film, hvor der oftest er tale om mareridtsagtig teknologiforskrækkelse i forbindelse med fremstillingen af robotter, der tager magten fra os mennesker, viser ”hun” sig hurtigt som den dejligste ven og organisator. Ja, kæreste, som han forelsker sig i…

Det kan lyde lidt søgt, men alle anmeldere er oppe og ringe. Det kaldes både ” den mest ømt syrede film om den moderne kærlighed” og ”årets mest fantasifulde udfordring til følelsernes intelligens”.

The Wolf of Wall Street

Den amerikanske mesterinstruktør, Martin Scorsese, har fra debuten i 1976 med Taxi Driver til i dag lavet en lang række film, der direkte eller indirekte skildrer det amerikanske samfund. Han måtte naturligvis også lave en skildring af finanskrisens Wall Street.

Den unge Jordan Belfort, fremragende spillet af Leonardo DiCaprio, får en uheldig start på sin børskarriere under krakket i 1987, men han rejser sig hurtigt igen i 90’erne og stiger til tops med en fræk fidus, der går ud på at sælge skodaktier til velhavende kunder. Belforts firma vokser med eksplosiv kraft, og ledelsen bader i stoffer og ludere, som var de rockstjerner… også efter at FBI har fattet interesse for de ulovlige sider af Belforts virksomhed.

Det er en fantastisk løssluppen komedie, hvor Scorsese udstiller grådighed, uansvarlighed og vrangsiden af den amerikanske drøm, men som han har udtalt i et interview, vil han ikke blot vise grådigheden, men også lade publikum være en del af den og opleve spændingen, morskaben og galskaben indefra. Det lykkes ham, må man sige!

Vi gør opmærksom på at denne film varer 3t afbrudt af den sædvanlige lille pause i midten. Vi starter filmen til normal tid kl. 19.30

12 years a Slave

Filmens utrolige historie er sand: I USA, i nordstaterne i tiden før den amerikanske borgerkrig (1861-65), møder vi en fri, sort mand. Han bortføres, sælges som slave og må lide under en nedrig slaveejers grusomme styre. Han oplever de frygteligste ting og kæmper ikke kun for at overleve, men også for at bevare sin værdighed. I sit 12. år som slave møder han en rettighedsforkæmper, og dette ændrer hans liv for evigt og gør det muligt for ham at skrive den beretning, filmen bygger på.

Filmens instruktør, som også lavede den helt anderledes, men mesterlige Shame, som vi viste i sidste sæson (og teknisk set var så uheldige med) er sort, manuskriptforfatteren ligeledes, og de har meget markant valgt at vise slaveriets grusomhed. Dette er ikke nogen ”Onkel Tom-film”, og der er ikke tid til hyggestunder med blues. Instruktøren har blikket rettet mod det groteske i på baggrund af sin hudfarve at mene, at man er højt hævet over mennesker med en anden hudfarve og efter forgodtbefindende kan behandle dem som dyr. Nej, meget værre: Som udyr! Som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, er instruktørens ” mission helt ned i den djævelske detalje at fortælle om slaveriet som et amerikansk holocaust”.

Løvernes konge i 3D

På kulturnatten viser Gørlev Filmklub Løvernes konge i 3D.
En film som må trække mange yngre forældre ind for at se den sammen på det store lærred sammen med deres børn. Se eller gense dette Mesterværk fra Disney.
Det er netop 20 år siden, at Løvernes Konge kom, så og sejrede.
Disneys tegnefilm om livet som løve på Afrikas savanner blev en kæmpe kommerciel succes og vandt to Oscars, en Golden Globe og børns såvel som voksnes hjerter.
Nu er filmen om løveungen Simba, hvis vej til tronen indebærer et fadertab, magtkampe med den onde onkel Scar og glubske hyæner aktuel igen – med samme fortælling og samme streg, men denne gang i 3D.
Og selv om filmen har en del år på bagen elsker biografgængerne den stadig.
Og igen imponerer den anmelderstanden, der kaster både fem og seks stjerner efter den.

Det er simpelthen bare fordi, det stadigvæk er en fantastisk god film. Berlingskes anmelder Jacob Wendt Jensen svinger sig helt op på seks ud af seks stjerner af samme grund – filmen er »en perfekt blanding af spænding, tårer, sang og sjov«, skriver han.

Politikens Søren Vinterberg er direkte imponeret af 3D-effekterne.
Han mener, de giver »ny dybde i savannens fjerne solnedgangsdis; og ny ultra-nærhed, når skurken Scar med et dask sender hofchefen Zazu – en af savannens farverige fuglearter – som en pjusket fjerbold lige ud i hovedet på os bebrillede tilskuere i biografsæderne«.

The Butler

The Butler
Posten som Det Hvide Hus’ chefbutler i perioden 1952-1986 bliver bestredet af én og samme mand, afroamerikaneren Cecil Gaines. Begivenhederne sætter også deres præg på Gaines’ privatliv med kone og søn.
Han står i baggrunden det meste af tiden, men Cecil Gaines har et begivenhedsrigt liv. Fra opvæksten på en plantage i Georgia, hvor ejeren dræber hans far uden nogen konsekvenser, til han bliver ansat som butler i Det Hvide Hus og betjener syv præsidenter fra Eisenhower til Reagan. Her overværer Gaines afgørende beslutninger i den amerikanske borgerrettighedskamp, som hans ældste søn også bliver en meget aktiv del af, endda med en afstikker til Black Panthers.
“The Butler” er instrueret af Lee Daniels, som for fire år siden fik et stort gennembrud med “Precious”, der gav et ekstremt barskt billede af sorte amerikaneres vilkår i New Yorks slumområder. Her er Daniels altså igen ude i en fortælling om sort og hvid, men denne gang med et kalejdoskopisk blik hen over næsten et århundredes udvikling. Hvor der jo absolut er sket meget på den front i USA.
Filmen er inspireret af historien om Eugene Allen, som arbejdede i Det Hvide Hus i 34 år. Men Danny Strongs manuskript har ikke ret meget med den virkelige butler at gøre, for der er lagt en del ting til for at skabe dramatisk effekt. Eksempelvis det med opvæksten på en plantage med en hensynsløs ejer. Og hele sidehistorien med den aktivistiske søn, der går som en rød tråd igennem meget af filmen. Den bliver nemlig brugt til at udstille forskellen mellem generationerne i form af faderen, der er opvokset med bevidstheden, om at man er nødt til at føje de hvide for at undgå ballade – og så sønnen, der nægter at indordne sig og vil kæmpe for sin ret.

Dørene åbnes kl. 19.00 og filmen starter 19.30
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!

Moonrise Kingdom

Den forældreløse Sam og den forældrekontrollerede Suzy, begge 12 år, befinder sig på en ø ud for New Englands kyst. Det purunge par vil stikke af fra hver sine voksne kontrollanter, opslå lejr i et uberørt paradis og gøre det til deres kongerige. Det er vist en gammel grundfortælling! Og selvfølgelig er en storm på vej…og de voksne bekymrede…
Fortællingen er primært lystig, hvad alene skuespillerlisten fortæller om: Bill Murray og Frances McDormand som forældre, Bruce Willis med hentehår som den lille øs politichef og spejderne anført af en stikkelsbærbenet Edward Norton og den 10-stjernede grønspættegeneral Harvey Keitel! Og socialforvaltningen af en striks uniformeret Tilda Swinton ( i en rolle meget, meget langt væk fra Eva i ”Hvad med Kevin?”)
Det er dog det empatiske og varme portræt af ung kærlighed, som er omdrejningspunktet i filmen. ”Parret står lige på tærsklen mellem barn og voksen, og de på en gang intense og uskyldige følelser, de har for hinanden, løber som en rød tråd og en usynlig, uudtømmelig energi gennem Moonrise Kingdom”, som Chr.Monggaard skriver i sin begejstrede anmeldelse i Politiken.

Dørene åbnes kl. 19.00 og filmen starter 19.30
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!

Hvad med Kevin?

Aftenens film er omdiskuteret og på sin vis forfærdelig. Den rejser spørgsmålet,
om ondskab er medfødt eller må ses som et resultat af miljø og omgivelser.
Eva – helt fremragende spillet af Tilda Swinton – tilsidesætter et spændende liv og karriere, da hun forelsker sig og får Kevin og som mor og husmor er henvist til et familieliv i et klaustrofobisk provinsmiljø. Barnet er kolikbarn, og bl.a. derfor udvikler der sig tidligt et misforhold mellem mor og barn, og dets opvækst former sig som en dybt ubehagelig psykologisk magtkamp mellem mor og søn. Faderen mærker tilsyneladende ikke problemerne, og den engelske titel – ”We need to talk about Kevin” henviser til den manglende dialog mellem forældrene om den problematiske søn.
Filmen springer i tid. På nutidsplanet lever Eva et sølle ensomt liv, åbenlyst hadet af andre mennesker. I glimt fra forskellige tidspunkter i hendes tidligere liv får vi baggrunden for nutidens ubærlige smerte. ”Det er en film, der modigt og præcist springer på hovedet ned i familielivets mørkeste tabuer og efterlader et indtryk, der hænger fast. For kan moderkærlighed overhovedet betvivles eller problematiseres?” som Jyllandspostens filmanmelder skriver. ”Den fremragende film rammer som et knytnæveslag i maven og efterlader sit publikum rystet og lamslået”.

Hushpuppy

Aftenens film ligner ikke nogen andre. Den handler om en lille pige på 6 år, som bor i et sumpområde kaldet badekarret i det sydlige Louisiana i USA. Pigen Hushpuppy er filmens fortæller og fører os i ord og billeder ind i en verden, hvor fattige cajun-familier lever i et slags parallelsamfund i deres hjemmebyggede huse på pæle uden for lands lov og ret. Hushpuppys mor er borte og hendes far både syg og som oftest fuld, så på mange måder handler filmen om den basale livskamp, om overlevelse. Både for pigen selv, men også for hele den øvrige verden, for badekarret rammes af de storme og oversvømmelser, som klimaændringerne truer os alle med i fremtiden.
Filmens nerve er det liv og den kraft, der trods livsvilkåret udgår fra den lille pige. I magiske billeder, hvor hele universet indgår, oplever vi den sammenhæng, Hushpuppy føler, mellem hende selv og alt levende. Filmen er hverken realisme eller fantasi eller mytologi, men noget der føles større. Med rette blev den enormt charmerende, kun 7-årige pige, som ”spiller” Hushpuppy, som den yngste nogensinde indstillet til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle! Ja, alle filmens amatørskuespillere har et intens filmisk nærvær, der medvirker til den betagende og anderledes oplevelse, filmen er.