Get Low

Forbavselsen i byen er stor, da den gamle eneboer Felix fra sit selvvalgte eksil i ødemarken dukker op for at bestille sin egen begravelse, så han når at komme med. Men hos byens bedemand tager man imod særlingen med kyshånd, for forretningen går trægt, da der er mangel på folk, der stiller træskoene. Med stor entusiasme og faglig stolthed kaster bedemanden sig over den helt unikke opgave. Men det står snart klart, at skal Felix få det ønskede værdige eftermæle, må byens bedst bevarede hemmelighed afsløres en gang for alle…

Det er en lidt ”nørdet” film, og det stilfærdige plot gør ikke så meget væsen af sig. Det mest sindsoprivende ved handlingen foregår inden i karaktererne og angår deres længsler og tabte drømme. Get low er så udpræget skuespillernes film: Den næsten 80-årige Robert Duvall er noget nær fremragende i hovedrollen, og Sissy Spacek som kvinden i hans liv gør et stort indtryk, ligesom den griske bedemand gi’s overdådigt vittigt af Bill Murray. Det er disses spil der gør filmen til en særforestilling, en original og anderledes film.

Pina

Og så har vi jo også fået 3D i filmklubben! Med briller og det hele!

Mest brugt er teknikken nok endnu kun som sjovt og dyrt legetøj i fantasifilm som Avatar og børnefilm som Toy Story og Orla Frøsnapper. Der er kun meget få i voksen filmklub-kvalitet!

Men den store, tyske filminstruktør Wim Wenders, ham med ”Himlen over Berlin”, har forsøgt at bruge den ny teknik kunstnerisk meningsfuldt og givende i sin nyeste film. Og efter alle anmelderes mening er det så vellykket, at vi tør springe ud i det, selv om det er en – balletfilm!

Vi giver ordet til en af de filmanmeldere, Politikens Kim Skotte, der kom beruset og bevæget ud fra balletfilmen Pina: ”Lidt flovt er det vel altid ikke at kende Picasso! Sådan har jeg det på en måde efter at have set Wim Wenders film Pina. Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et mere indgående forhold til fodboldens knoldesparkere end ballettens flyvende folkefærd, og jeg havde aldrig hørt om denne Pina Bausch og hendes Tanztheater Wupperthal. Men efter at have set Pina er jeg ikke i tvivl om, at Pina Bausch var en kunstnerisk figur af de helt store i de 35 år, hun ledede sin trup og udviklede sin følelsesladede fusion af dans og teater. Så konsekvent, så klar og kompromisløs i sin vision, at det sjældne sker: Man føler sig som et forandret menneske efter mødet”.

Så kom og mød forandringen i 3D i Gørlev Filmklub. Eneste 3D-film i denne sæson!

Melancholia

Lars von Triers seneste film er fra foråret 11 og altså mere end et år gammel, men af flere grunde værd at vente på (eller gense!). Bl.a. fordi filmen er i det ny digitale format, 2D, som vi nu har fået installeret i Den gamle biograf. Alene rent teknisk er filmen om planeten Melancholias kurs mod jorden nemlig en fantastisk oplevelse. Den altid kontroversielle instruktør er om noget en billedmager, især i de dvælende billeder af den stadig nærmende sig planet, støttet af Wagner på lydsiden som dramatisk understregning af budskabet og skønheden i undergangen.

Filmen er ellers slet ikke nogen science-fiction-film, som man måske kunne tro, men fortæller om to meget forskellige søstre. Den hvide brud, den lyshårede Justine, er melankoliker og ansat i reklamebranchen. Den mørkhårede Claire har valgt familien og snusfornuften, om end i rige omgivelser på ægtemandens chateau, hvor søsterens bryllup og den senere handling finder sted. I sit irritable had-kærlighedsforhold til søsteren, håber Claire nu i starten på at søsteren har valgt hendes vej i livet, den pragmatisk-rationelle i stedet for den depressive-irrationelle. Det viser sig snart ikke at være tilfældet…

Glæd jer til en formidabel åbningsfilm i jeres ny digitale filmklub!

Soul Kitchen

Efter middagen skal vi se den underholdende og swingende feel-good-film om det kulørte liv omkring en restaurant i Hamburg. Fatih Akin, filmens tysk-tyrkiske instruktør, har vi fulgt tæt i Gørlev Filmklub, og det er ikke vores skyld, at han ikke endnu er et kendt instruktørnavn. Vi gav ham vores lokale festivalpris for hans gennembrudsfilm Mod muren i 2005, og i sidste sæson viste vi hans glimrende tredje film På himlens kant om tysk-tyrkeres skæbne i Istanbul og Hamburg. Med Soul Kitchen slår han en mere humoristisk tone an, og det med så stor kraft og intensitet, at han vandt juryens specialpris ved Venedig-filmfestivalen.
Tysk-grækeren Zino driver en lille restaurant, som han har svært ved at få til at løbe rundt. Og han har også meget at kæmpe med. Men selv når alt ser sortest ud, dukker de gode kræfter op, her i skikkelse af byens hotteste kok, der forvandler det platte tyske schnitzel-og-pomfrites-køkken til et mekka af smagsoplevelser, og frodig og sansemættet musik fylder stedet. Filmen kaldes på alle måder vellykket og charmerende af Politikens anmelder: ”En film af den slags, der ikke bare forøger humøret, men også giver en naturlig og god appetit på livet”.

På Himlens Kant

Fatih Akin, hvis fremragende gennembrudsfilm Mod muren vandt vores sidste lokale filmfestival i 2005, har lavet en ny rost film, der vandt manuskriptprisen ved sidste års Cannes-festival.
Filmen veksler mellem at foregå i Tyskland og Tyrkiet og udspiller sig mellem seks meget forskellige tyskere og tyrkere og tysk-tyrkere. Ikke for ingen ting er Akin tysker med tyrkiske rødder, og som i Mod muren er det tværkulturelle møde i centrum. Den vidtløftige handling lader sig dårligt referere, det må være nok at nævne at en tyrkisk enkemand i Bremen slår pjalterne sammen med en moden prostitueret. Hans søn er en velintegreret universitetslærer i Tyskland, mens den prostituerede kvinde har en datter, der i Tyrkiet deltager i den forbudte kurdiske modstandsbevægelse. Hun må imidlertid flygte til Tyskland og får der en nær veninde, som siden rejser til Tyrkiet, og hvis mor er fortællingens sjette person. Efter sigende er det ikke så indviklet, som det umiddelbart lyder.

Filmen har et grundlæggende budskab om tolerance og engagement, men er primært en velspillet, jordnær og realistisk fortælling, som virker stærkt.

Det Hvide Bånd

Skinhellige sataner og børn med urovækkende, uaflæselige ansigter fylder billedet og bliver siddende længe i tilskueren efter aftenens film.
Den foregår i en tysk landsby i tiden op til første verdenskrig. Patriarkatet hersker i det lille samfund, hvor der både udøves en social og opdragelsesmæssig ”terror” og en helt konkret: Lægen falder af hesten, da denne snubler over en snor, som nogen har spændt ud mellem to træer, baronens søn tæves og bindes ude i skoven og den slags handlinger, som ingen ved hvem har begået, og hvor alle mistænker alle. Hadet og ondskaben lurer i det fortrængte. Titlens hvide bånd er bundet om armen på præstens børn med formaning om den rette tro – med risiko for at de udvikler sig til individer af samme autoritære og dobbeltmoralske slags som deres forældre. Landsbyen ses som et både menneskeligt og følelsesmæssigt udtørret sted, og kun den unge skolelærer synes at være i kontakt med sin elementære menneskelige godhed. Men han er også en fremmed i samfundet…

Hanekes film fik guldpalmerne sidste år i Cannes og er virkelig et uforglemmeligt mesterværk. Filmen ønsker faktisk intet mindre end gennem sin skildring af landsbyens verden at forklare, hvordan Europa kunne kastes ud i to verdenskrige, og hvordan fascisme/nazisme opstår i et samfund.

Ørkenblomst

Filmen skildrer den autentiske historie om en somalisk pige med et helt usædvanligt livsforløb. I en alder af fem blev Waris omskåret med deraf følgende livslange ar på krop og sjæl. Da hun var tretten blev hun solgt ind i et ægteskab, og efter hendes flugt til England blev hun opdaget af en kendt modefotograf og blev berømt fotomodel.

Filmen bygger på Waris Diries selvbiografi, der er blevet en bestseller, og har givet hende status som goodwill-ambassadør for FN mod kvindelig omskæring. Og filmen er da også ganske didaktisk filmkunst af den gamle skole med et klart budskab. Men det lykkes på en smuk og sober måde at formidle sagen. Og æstetiske og fortællemæssige forbehold, som der ifølge en del anmeldere sagtens kan rejses overfor filmen, virker pernittengrynske, når der hver dag omskæres 6000 piger! Alene af den grund er filmen nødvendig.

Jeg har elsket dig så længe

Juliette løslades efter 15 år i fængsel og får husly hos sin søster og dennes familie i Nancy. Det er svært for hende, fåmælt og indesluttet som hun er, at klare tilværelsen uden for fængslet, og hvorfor har hun overhovedet været der? Spillet mellem de to søstre er filmens omdrejningspunkt, og filmen er en præcis og skarp undersøgelse af de psykologiske mekanismer, der findes i menneskers relationer. Brikkerne falder på plads, efterhånden som den debuterende instruktør og manuskriptforfatter elegant folder historien og karaktererne ud i velspillede scener.

”Der er film, som imponerer med deres fysik – med storslåede filmiske kvaliteter, effekter, et visuelt overrumplende univers og vild, kreativ nytænkning. Og så er der film, som på upåfaldende vis fortæller en historie, der kryber ind under huden på tilskueren, som efterlades rørt, lamslået og magtesløs over fortællingens kraft. Sådan en film er den franske ”Jeg har elsket dig så længe”, skriver Sophie Sonne i Politikens rosende anmeldelse.

The Reader

Aftenens film er vurderet ret forskelligt, men flere af klubbens bestyrelsesmedlemmer har set den og været meget optaget af den. Og som i Fly’s tilfælde er der også her tale om en instruktør, der før har vist sin høje standard, i dette tilfælde Stephen Daldry, der lavede de fremragende film Billy Elliot og  The Hours, som vi begge har vist i filmklubben.
Filmens første del skildrer et mærkeligt kærlighedsforhold i efterkrigstidens Tyskland mellem en stor dreng og en enlig, dobbelt så gammel kvinde. Han lærer gennem hende erotikkens første betagelse, hun får til gengæld læst verdenslitteraturens klassikere højt, deraf titlen. Først højtlæsning, så sex! Hanna forsvinder imidlertid ud af den unge mands liv, og de mødes først syv år senere i en retssal, han som jurastuderende og optaget af at forstå, hvad hans forældregeneration lavede under krigen, hun som anklaget for sit virke som SS-vagt i en koncentrationslejr under krigen.

Filmen bæres frem af en fantastisk præstation af Kate Winslet som Hanna og en spændende diskussion om kærlighed, soning og skyld. Holocaust blev ikke begået af en særskilt, nu afdød race, som kaldes nazistiske monstre. Almindelige mennesker blev inddraget i mordmaskinen. Men hvordan gik det til, og hvad følte de bagefter? Og hvordan så den næste generation på dem og deres forbrydelse? Det er filmens væsentlige temaer.

Citronlunden

Den palæstinensiske Salmas nye nabo er den israelske forsvarsminister. Hendes citronplantage ligger på grænsen mellem Israel og Vestbredden, og nu skal træerne fældes, da placeringen udgør en sikkerhedsrisiko. Salma vil ikke acceptere beslutningen og anker til højesteret, alt imens der samtidig udvikler sig et venskab mellem hende og ministerens kone.
Det er ikke svært at fornemme, at aftenens roste film er en slags fabel, og at både symboler og filmens konkrete historie skildrer konflikten mellem israelere og palæstinensere. Og som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken,  ”når den politiske situation er gået i hårknude, så kan kunsten nogle gange levere billeder, der på en gang respekterer kompleksiteten og skærer igennem med rensende enkel symbolik. Det er den israelske instruktørs Eran Riklis’ Citronlunden et uhyre godt eksempel på”.
Der er nok ikke meget håb om, at Netanyahu og co. ser en sådan film, og det er ikke nogen optimistisk film, men med en tro på menneskelig værdighed er det opløftende at sådanne film laves i dagens Israel. Det er en film, der iflg. Kim Skotte ”bør være behagelig pligtstof for alle med interesse i Mellemøsten og gode film”.