Io Sono L’amore

Eftermiddagens film kan i sin tematik minde om Per Flys Kvinden, der drømte om en mand, som vi viste i sidste sæson. Eller måske snarere Arven, som aftenens italienske film deler overklassemiljø med. Den foregår i Milano ved årtusindskiftet hos den rige familie Recchi. Hovedpersonen er den kontrollerede og kontrollerende rigmandshustru Emma, som møder og indleder et passioneret forhold til en yngre mand, der får fatale følger for hende selv og familien. I lyset af passionen ser hun sit tidligere liv og forstår, hvad hun har ofret for at opnå sin position.

Filmen er meget billedskøn, men det er Tilda Swinton i den dominerende hovedrolle, der så at sige stjæler billedet og løber med filmen. Man følger hendes forvandling fra tilknappet og utilnærmelig overklassefrue til en kvinde i sine lidenskabers vold. Hun siger, at hun er kærligheden, som filmens titel også lyder, og den er som bekendt større end alt! Søren Vinterberg kalder i Politiken filmen ”et medrivende, billedskønt italiensk kærligheds- og familiedrama, en fest for øjet og øret”.

Det Hvide Bånd

Skinhellige sataner og børn med urovækkende, uaflæselige ansigter fylder billedet og bliver siddende længe i tilskueren efter aftenens film.
Den foregår i en tysk landsby i tiden op til første verdenskrig. Patriarkatet hersker i det lille samfund, hvor der både udøves en social og opdragelsesmæssig ”terror” og en helt konkret: Lægen falder af hesten, da denne snubler over en snor, som nogen har spændt ud mellem to træer, baronens søn tæves og bindes ude i skoven og den slags handlinger, som ingen ved hvem har begået, og hvor alle mistænker alle. Hadet og ondskaben lurer i det fortrængte. Titlens hvide bånd er bundet om armen på præstens børn med formaning om den rette tro – med risiko for at de udvikler sig til individer af samme autoritære og dobbeltmoralske slags som deres forældre. Landsbyen ses som et både menneskeligt og følelsesmæssigt udtørret sted, og kun den unge skolelærer synes at være i kontakt med sin elementære menneskelige godhed. Men han er også en fremmed i samfundet…

Hanekes film fik guldpalmerne sidste år i Cannes og er virkelig et uforglemmeligt mesterværk. Filmen ønsker faktisk intet mindre end gennem sin skildring af landsbyens verden at forklare, hvordan Europa kunne kastes ud i to verdenskrige, og hvordan fascisme/nazisme opstår i et samfund.

Gomorra

Aftenens film bygger på Roberto Salvianos bog ”Mafiaen i Napoli”, der fremstiller Camorraen i Napoli på en så rystende og afslørende måde, at han har måttet gå under jorden for ikke at blive likvideret. Det er farligt og dokumentarisk stof, vi har med at gøre. Filmatiseringen fremstiller menneskeligt og moralsk armod i neorealistisk stil, så man som tilskuer drages ind i de skæbner, vi møder i filmen. Salvianos bog er fyldt med skæbner og historier, instruktøren har fermt udvalgt fem, som han væver ind i hinanden, så filmen er sjældent effektivt og økonomisk fortalt.
Filmen er ofte optaget med håndholdt kamera on locations, som giver den en autencitet uden lige. Det er ikke dokumentarisme, men noget der er værre: Et intensiveret billede af en brutal og korrupt verden, som ikke er fjern fra os. ”Det er en væsentlig film, som man bør se”, som sdf-kataloget slutter sin omtale. Eller som anmelderen i Berlingske tidende siger det: ”Den italienske film Gomorra rammer som en flad lussing. Men filmatiseringen af Salvianos bestseller om Napolis mafia er en af den slags prøvelser, man ikke bør dukke sig for”.

Antichrist

Valgt som en af årets Jokere

En psykiater og hans kone sørger over tabet af deres søn. Derfor tager de ud i deres afsides liggende hytte i skoven. Hytten hedder ‘Eden’ og her skrev hun engang skrev en afhandling om forfølgelsen af hekse i middelalderen. Mens de prøver at forstå, hvordan tragedien kunne ramme dem, så viser den omkringliggende natur sig er fra sin mest barske og onskabsfulde side.

 

Min Bror Er Enebarn

Lige siden Kain og Abel har historien været fuld af broder-dyster, og aftenens roste italienske film med den spøjse direkte oversatte titel, fortæller endnu en.

Forlægget for filmen er romanen Il Fasciocomunista, en titel der også på et mere politisk plan taler om forbundne modsætninger. Både roman og film tegner et billede af Italien i 1960’erne og 70’erne. Vi møder to arbejderklasse-brødre, Manico, der er smuk og succesfuld på alle områder, og lillebror Accio, der for at kunne leve op til sin beundrede storebror må hævde sig på den modsatte politiske arena ved at blive fascist. Men begge brødre vil sådan set det samme: skabe forandring og gøre noget for andre. Om det for de unge mænd i deres 60’er-oprør er Marx eller Mussolino spiller derfor ikke den store rolle, når det kommer til stykket.
Det lykkes at skabe et psykologisk spændende portræt af brødre-modsætningerne, som skildres med varme og humor, samtidig med at filmens ambition om at forbinde familiehistorien, den ”lille” historie, med den ”store” italienske historie og udvikling i de to årtier, der forandrede ikke blot Italien, men hele Europa, går rent hjem.

En Fri Verden

Ken Loach er sammen med Mike Leigh, hvis Happy-go-Lucky vi indledte sæsonen med, Englands store socialrealistiske filminstruktører, som vi har vist mange film af i klubben. I aftenens film giver Loach sit svar på de sidste års nyliberalisme, enhver-er-sin-egen-lykkes-smed-ideologi, så filmen må i den globale finanskrises lys siges at være brand aktuel.
I filmen starter den enlige mor, Angie, efter at være blevet fyret af sin sexchikanerende chef, et ”sort” daglejerbureau for mere eller mindre illegal, udenlands arbejdskraft. Angies private, om end moralsk anløbne initiativ går rigtig godt en tid, og hun tjener gode penge, men så udnyttes hun selv og snydes af mere fiffige bagmænd og tvinges både moralsk og menneskeligt ud på endnu dybere vand. Hun ser ikke selv at hun korrumperes og bliver som de udbyttere, hun selv tidligere foragtede.
”En fri verden er endnu en inspirerende og inspireret film af Loach, der uden at docere viser os konsekvenserne af det højt besungne frie initiativ….og det er også en åndeløst spændende, ægte indigneret, skræmmende og meget foruroligende film om etiske dilemmaer og i mere en én forstand opløste grænser. Et must!”, som sdf’s filmkatalog slutter sin omtale.

The Queen

Vi slutter sæsonen med efter generalforsamlingen at se Stephen Frears skarpe og vittige skildring af det engelske kongehus’ største moderne krise. Filmen udspiller sig i dagene omkring Lady Dianas død i 1997, hvor England og ikke mindst kongehuset er ved at gå i opløsning. Dronning Elizabeth trækker sig tilbage bag væggene på Balmoral Castle med familien – ude af stand til at forstå folkets reaktion på tragedien. For den nyvalgte premierminister Tony Blair er folkets behov for trøst meget håndgribeligt, og da følelsesudbruddene bliver stærkere og mere hysteriske, må Blair finde en måde at reetablere forbindelsen mellem dronningen og folket.
Filmen skildrer dronning Elizabeths udvikling frem mod en ny erkendelse af, at England har ændret sig, og at monarkiet ikke kan træffe sine dispositioner isoleret. Dronningen fremstilles som en kvinde, der ikke har været i overensstemmelse med udviklingen, men som hele sit liv har udført en rolle, hun ikke har ønsket sig, og som i den anledning har lidt store personlige afsavn.
”The Queen” er en overvældende vellykket film. Den er indholdsrig, formelt elegant, følelsesmæssigt anfægtende og spændende på et plan der forbløffer, eftersom alting jo er givet på forhånd”, slutter Bo Green Jensen sin meget rosende anmeldelse i Weekendavisen.

Farvel Bafana

Denne film blevvalgt som en af årets Jokere 2007-08

James Gregory er en hvid afrikaner i Sydafrika, og ser på alle sorte som undermennesker. Da Mandela bliver sat i husarrest på Robben Island, bliver det Gregorys opgave at bevogte ham. Mens årene går, bliver de to efterhånden venner og Gregory udvikler sig fra en enøjet racist til en vaskeægte humanist med stor respekt for alle sine medmennesker.

Gå og bliv den du er

Filmen skildrer Shlomos liv i Jerusalem, hvortil han er kommet fra Sudan som ni-årig i 1984 som led i den markante redningsaktion af 25.000 etiopiske jøder, de såkaldte falashaer, der ellers var sultet ihjel. Evakueringen var et samarbejde mellem amerikanske tropper og den israelske efterretningstjeneste, blev kaldt Operation Moses og i sig selv en stor succes. Men falashaerne blev ugleset og dårligt behandlet i Israel ( forestil jer hvordan Dansk Folkeparti ville reagere, hvis 25.000 arabiske ”nordbo-fætre” blev fløjet ind og tildelt statsborgerskab i Danmark overnight!)
Filmen skildrer altså hvordan livet for en af disse skæbner, Shlomo, udvikler sig i Israel. Tilmed er Shlomo slet ikke jøde, men kommet med på grund af sin snarrådige kristne mor i samme flygtningelejr, der ser chancen for sin søn, gør sig hård og puffer drengen ind i køen af udvalgte falasha-jøder. ”Gå !Lev! Bliv!” siger hun til sønnen.
Filmen bliver altså en skildring af at finde sin identitet blandt fremmede mennesker, ikke nødvendigvis som jøde, men som en mulighed for alle til alle tider, og den er netop blevet rost for medrivende at solidarisere sig med outsideren og sætte tilskueren i den fremmedes sted. ”Det er skildringen af ét livs forsøg på at være og blive, som endelig lykkes, ikke i kraft af nogen tro eller herkomst, men fordi der findes kærlighed mellem mennesker. Det er ikke en film for kyniske kræfter, men en af de mest gennemførte dannelseshistorier som er fortalt i nyere tid”, som Bo Green  slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.