Birdman

Aftenens film er lavet af den mexicanske instruktør Alejandro Inarritu, der lavede de mesterlige film ”Babel” og ”Biutiful”, som vi begge har vist i klubben.

Handlingen er centreret om hovedpersonen, en afdanket skuespiller, Riggan, der forsøger at gøre et kunstnerisk comeback, efter for mere end 20 år siden at have været stjerne i superheltefilmene om figuren Birdman. Nu forsøger han at sætte et teaterstykke op på Broadway for at tjene penge og samtidig bevise, at han kan andet end at være superheltestjerne. Men intet går som planlagt, for Birdman-figuren overtager ofte hans hoved og styrer hans liv.

”Birdman” er en tragikomedie om en mand, der kæmper en sisyfoskamp mod fordomme, egne begrænsninger og ikke mindst tiden. Filmen har næsten ingen klip, så vi er næsten på én lang surrealistisk rutschetur. ”Det er stor kunst – og så er det også morsomt”, som sdf’s anmelder skriver. ”Birdman” vandt Oscar’en som bedste film sidste år.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Die Andere Heimat – En Fortælling Om Længsel

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Schabbach er navnet på en fiktiv landsby i Midttyskland, som den tyske mesterinstruktør Edgar Reitz har gjort til centrum for sin store Heimat-trilogi, der blev vist fra 1984 til 2004, og som også her i landet gik som populære TV-serier, der fortalte den tyske historie i 1900tallet i afsnit af spillefilmslængde på en samlet varighed af 53 timer.

Kendskab til de tidligere TV-serier er dog ingen forudsætning for at følge med i denne hans ny 4-timer lange film, som kunne kaldes en ”for-film”, forstået sådan, at dens handling er lagt tilbage til Schabbach i 1800tallet, hvor vi følger to smedebrødre i deres drømme og længsler. Filmen har en undertitel, der viser, at den handler om både udlængsel og længsel efter viden og frihed fra fattigdom og undertrykkelse.

Og ifølge Peter Nielsen i Information ”fuldender Edgar Reitz sit mesterværk og sin filmiske genskrivning af tysk historie gennem 150 år” i fantastiske sort-hvide billeder, ”og jeg lover, at man kommer ud af biografen som et nyt menneske, når man har levet i disse billeders magi”.

Adèles liv – Kapitel 1 & 2

Aftenens film fik Guldpalmen i Cannes og løb ind i virak efterpå dels på grund af sit emne, lesbisk kærlighed, og dels pga. forholdet mellem instruktøren og de to unge, kvindelige skuespillere.

Filmen handler om gymnasieeleven Adèle der læser og drømmer om den store kærlighed som i romanerne. Hun lever et normalt, gennemsnitligt ungdomsliv. Men en tilfældig dag ser hun en drengepige med kort, blåfarvet hår i en fodgængergang, og pludselig rammes hun af en kærlighedstrang som i romanerne. Hendes følelsesliv opløftes, og ingenting kan nogensinde blive som før! Hun oplever den store kærlighed, også forstået i kødelig forstand i lange lidenskabelige sex-scener, men også problemerne ved den i forhold til familie og kammerater og de gængse kønsnormer. Og efter at have skildret kærlighedens fødsel, skildres også dens blues. Adèle er i centrum igennem hele forløbet, og det er hendes dannelseshistorie, der giver liv til filmen.

De fire kvindelige(!) filmkritikere, hvis anmeldelser danner baggrunden for nærværende præsentation, er alle helt forgabt, og taler om ”et smukt og smertefuldt mesterværk”, der ”føles, som det, den skildrer: en berusende sensuel forelskelse”. Så må vi håbe, at mandfolkene i klubben er af samme mening!

Vi gør opmærksom på at denne film varer 3t afbrudt af den sædvanlige lille pause i midten. Vi starter til normal tid 19.30

 

Nymphomaniac

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).

Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.

Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.

Fortiden

Aftenens instruktør er iransk, og vi så hans Oscarbelønnede ”Nadar og Simin – en separation” i forrige sæson.

Hans ny film er hans første fransksprogede. Efter fire års separation fra sin franske kone, Marie, vender Ahmad tilbage til Frankrig fra Teheran for endelig at underskrive skilsmissepapirerne. Hun har bedt ham om at komme for officielt at afslutte deres skilsmisse, da hun er flyttet sammen med sin ny kæreste, Samir. Maries teenagedatter fra et tidligere ægteskab kan imidlertid slet ikke tolerere Samir, og han bringer i øvrigt også en søn med fra et tidligere ægteskab, og inden længe er Ahmad inddraget i husets konflikter, der berører alle de impliceredes liv på uventede måder.

Som titlen antyder, er det fortiden, der gemmer på nogle af de forklaringer, der efterhånden afdækkes. Som at skrælle lagene af et løg eller som oprulning af et filtret garnnøgle. Undervejs blotlægges karakterernes motivationer, følelser og forklaringer. Ikke for ingenting er han blevet kaldt Irans Ingmar Bergman.

Den Store Skønhed

Forfatteren, journalisten og levemanden Jep Gambadella har skrevet én berømmet roman i sin karriere og nyder takket være den et vist ry. Som aldrende levemand fører han sig frem blandt Roms dekadente jetset. Fornøjelsen er dog for længst forsvundet, han føler sig tom indvendig og flyder gennem tilværelsen uden andet mål end en diffus søgen efter mening. Meget handling er der ikke i filmen. Italien i Berlusconi-æraen er filmet som en både forførende og frastødende, altid pulserende partyscene. Jep tager os med på en natlig vandring gennem Roms gader fra fest til fest i en endeløs jagt på skønhed.

Filmen Den store skønhed er i sig selv en fest for øjet med sin eventyrlige vekslen af lys, mørke, skygger, monumenter og mere hemmelige afkroge af den evige stad. ”Sorrentinos rejse gennem byen og natten opfordrer os til at spærre øjnene op. For ganske vist serveres det overdådige billedbombardement med en vis syrlighed over for vor tids overfladiskhed, men altid med et stort æstetisk overskud og barok humor, så man forlader filmens imaginære rejse let mystificeret, men med et smil på læben”, slutter Sophie Engberg sin anmeldelse i Politiken.

Smagen af Rust og Ben

Endnu en fransk film, men sandelig meget forskellig fra dobbeltarrangementets to. Filmen følger en sær kærlighedshistorie mellem to meget forskellige personer: Ali er med sin femårige søn på slæb ( ja, sådan virker det, det er ikke den store kærlighed, han er i stand til at udvise!) taget til rivieraen. Han er en ureflekteret og ret afstumpet type, der lever af sine kræfter som dørmand og slagsbror. Som sådan møder han Stephanie, der er smuk , overlegen og selvsikker og lever af at tæmme råheden i form af  at dressere spækhuggere. Men en dag går det galt for hende, og det mærkelige kærlighedsforhold starter…
Filmen har fået ret så forskellige anmeldelser, men Filmland, Politiken og et par fra bestyrelsen, der så den ved en screening, er ret begejstrede. Det er en rå og uforudsigelig film om mennesker i deres drifters vold, men også ”fortællingen om kærlighed, der trodser alle ydre forhold, om skønheden bag alt det grimme, det stærke modlys, der vækker livsviljen trods modløsheden”, som Sophie Engberg Sonne skrev i sin overstrømmende anmeldelse i Politiken.

De Urørlige

Den stenrige Phillip er lammet fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Ved lidt af et tilfælde får han hyret den småkriminelle afrikaner fra ghettoen som handicaphjælper, og det bliver et møde mellem et umage par: Overklassepersonen, der har total økonomisk og intellektuel frihed, men altså ikke kan røre sig, og Driss, der er stor og flot og alligevel ikke har andre overlevelsesmuligheder end kriminalitet. Det bliver mod alle odds et møde der slår gnister og fører til et venskab på trods.
Filmen har slået alle salgsrekorder i Frankrig og er herhjemme også set af mange. Det er forståeligt, for hvor lidt realistisk sandsynlighed der er for et sådant forløb, så vil vi gerne tro det: et møde på tværs af race og klasse, hvor ægte mennesker erstatter professionel omsorg. Og når det så gøres med en så usentimental humor og en så rørende menneskelighed, ja så er der ikke andet for end at overgive sig totalt for en så charmerende komedie.

Kilimanjaros Sne

Både eftermiddagens og aftenens film er franske, og begge behandler de sammenstød i det franske klassesamfund på en varm, medrivende og underholdende måde.
I eftermiddagens film befinder vi os i et arbejdermiljø i Marseille. Hovedpersonen er den midaldrende Michel, der mister sit arbejde i forbindelse med nedskæringer. De fyrede skal vælges ved lodtrækning, og som tillidsmand kunne Michel ganske vist undgå at deltage heri, men hans socialistiske hjerte ønsker det ikke. Ved afskedsfesten samler kollegerne ind til en rejse til ham og hans kone til Tanzania, men pengene bliver få dage efter stjålet. For Michel er det en rystende oplevelse, for røveren må være en person fra fabrikken med kendskab til gaven. Hvem er det, der så groft har brudt solidariteten? Eller hvem er det, der lider så megen nød, at han er nødt til at begå en sådan forbrydelse…?
”Robert Guédiguians kloge, sociale engagement og de vandtætte præstationer i hovedrollerne gør ”Kilimanjaros sne” til noget så sjældent som en politisk feel-good-film for voksne mennesker!”, slutter Søren Vinterberg sin rosende anmeldelse i Politiken.

Terraferma

Filmen udspiller sig på den lille, italienske ø Linosa i Middelhavet. Den har stolte fisketraditioner, men fiskene er færre, så det er mest øens anden indtægtskilde, turismen, der skal give mad på bordet for den fattige fiskerfamilie, vi følger i filmen. Øen har forudsætningerne herfor med sine vidunderlige strande og storslåede natur, men alt kompliceres da endnu fattigere og usselt stillede mennesker i form af afrikanske illegale flygtninge så at sige dukker op af havet og stiller fiskerfamilien over for komplicerede moralske dilemmaer.
Filmens tema må siges at være et af vor tids vigtigste globalpolitiske problemer, som uden varsel kan blive den enkeltes nagende dilemma: Kan jeg afskære andre fra en fremtid for min egen sikkerheds eller bekvemmeligheds skyld? Kan almenmenneskelig, etisk lov kræve, at jeg bryder den politisk vedtagne lov? Eller sagt ganske kort: Hvem er min næste?
Sammenstillingen af de ubekymrede turister, de trængte øboere og de afrikanske flygtninge fremstilles med stor indlevelse og med klart humanistisk sigte i denne velfortalte film.