High Fidelity

Det er Stephen Frears, hvis film vi flere gange har set i klubben, sidst ”The Hi-LO Country” i forrige sæson, der har instrueret denne underholdende komedie, der blev Iben Hjejles amerikanske debut. Der er tale om en filmatisering af Nick Hornbys meget morsomme og meget britiske bestseller af en mande- og generationsroman fra 1995. Filmen fortæller om pladeforretningsindehaveren Rob og hans liv, der mest består af musik og mislykkede kærlighedsforhold. Titlen spiller på det, for nok er high fidelity et teknisk udtryk, der beskriver lydkvaliteten ved afspilning af grammofonplader, men fidelity betyder jo også troskab, og Robs liv afspejler hans problemer med at vælge mellem troskab og utroskab i forhold til kvinder. Det er især John Cusacks spil som den generte Rob, der gør filmen værd at se, men også hans to musiknørder og medhjælpere i pladeforretningen er usædvanligt charmerende og sjove, og Iben Hjejle og hendes dejlige smil gør sig glimrende. Det er en fin lille film med masser af herlig musik, for den er jo en hyldest til popmusikken og alle den elskere.

Beautiful People

Filmhistorisk er det Robert Altman, der med ”Short cuts” fra 1975  først mestrede den episodiske fortællestruktur, hvor flere fortællinger fortælles samtidig og væves ind i hinanden. Ved et tilfælde har vores sæsonprogram flere sådanne film, mest udpræget ”Magnolia”, men også ”Tre årstider” og aftenens film er opbygget efter dette princip. Filmen er et panorama, der snart foregår i London, snart i Bosnien, snart i Amsterdam. Men der er sammenhæng alligevel, for det er en film om de jugoslaviske flygtninges situation og englændernes reaktion på de fremmede. Vi følger fire engelske familier, der på en raffineret facon er forbundet til hinanden og til flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, en forbindelse der får dem til at se skønheden i deres eget liv. Den bosniskfødte instruktørdebutant har mod til at skildre farce og tragedie som to sider af samme sag, og mod til at tale humanismens sag om fred og forståelse mellem alle ”smukke mennesker”, uden at det bliver pladderhumanisme. Det er en dejlig og tiltalende film.

Mrs. Dalloway

Den hollandske instruktør har gjort, hvad der på forhånd ellers synes umuligt: Filmet en roman af den store, engelske romanforfatter, Virginia Woolf, der er fortalt i ” stream of consciouness”, altså som en løbende fremlæggelse af personernes tanker og følelser. Hovedpersonen er Mrs Dalloway, der midtvejs i livet under forberedelserne til et middagsselskab erindrer og reflekterer over de begivenheder, der førte hende til det hun er i dag, en respektabel, men sat og forkælet overklassekone. Andre historier blandes ind, først og fremmest om den af granatchok lidende unge Septimus, der nok kom fysisk helskindet hjem efter 1.Verdenskrig, men kun på grund af en forråelse, der slår om i selvanklage. Der er altså ikke meget episk forløb eller udvendigt drama i denne historie, men det er en sanselig og intens skildring af engelske skæbner set gennem en enkelt junidags prisme, der drejes og vendes. Og det er netop disse skarpt sete enkeltepisoder og fint indfølte og nuancerede karaktertegninger, den hollandske instruktør udnytter i sin vellykkede filmatisering. Filmen lægger sig i smuk forlængelse af den lange række af overskønne engelske romanfilmatiseringer fra Victoria-tidens sidste år og starten af det 20. århundrede ( f.eks.” Værelse med udsigt”, ”Følelse og fornuft”, ”Howards end” ( den sidste også med Vanessa Redgave)), og den er alene værd at se for Vanessa Redgraves blændende spil i hovedrollen.