En fantastisk kvinde

Servitricen Marina drømmer om at blive sangerinde. Hun kommer sammen med den tyve år ældre Orlando, som natten efter Marinas fødselsdag pludselig bliver så alvorligt syg, at han dør på hospitalet. Marina får dog ikke lov til at sørge, men bliver i stedet mistænkt af både sygehusets personale, politiets efterforskere og Orlandos familie, alene fordi hun er transperson.

Loveless

Det russiske ægtepar Sjénja og Boris skal skilles, da de begge har fundet nye partnere. De bor dog stadig sammen, men kan ikke længere fordrage synet at hinanden. Det store stridsspørgsmål er forældremyndigheden over deres 12-årige søn, Aljósja. Efter at den ulykkelige dreng overhører et særlig modbydeligt skænderi mellem forældrene, stikker han af hjemmefra – men er han overhovedet savnet?

Dagen i morgen

Instruktøren skylder en dansk farfar sit spøjse navn, men er ellers meget fransk. Og ung, bare 36 år og med flere prisbelønnede film bag sig. At hun kan lave en så fremragende film om en næsten 60-årig filosofilærers livsopbrud, er imponerende.

I filmen underviser Nathalie i filosofi på et gymnasium i Paris. Hun er en passioneret omkring sit arbejde, og hendes tid bruges ellers på mand og to børn, de tidligere studerende og en meget dominerende mor, som er syg. Nathalies verden bliver en dag vendt på hovedet, da ægtemanden pludselig forlader hende til fordel for en anden kvinde. Hun må nu starte på ny i livet og opdager en frihed, hun ikke kendte til før.

Mia Hansen-Løve fik sølvbjørnen som bedste instruktør ved Berlinfestivalen sidste år for med sin stille iagttagende distance at registrere denne overflødiggjorte kvindes liv. Men ifølge Ekkos anmeldelse er det Isabelle Huppert, der skulle have vundet prisen for bedste kvindelige hovedrolle  ( prisen gik nu efter min mening fortjent til Trine Dyrholm for hendes rolle i Winterbergs Kollektivet!) , for ”der er simpelthen ikke nok superlativer i det danske sprog til for alvor at beskrive den pragtpræstation, som Huppert lægger for dagen”.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Paterson

Om denne film, som vi slet ikke kender, vil vi blot citere – og stole på! – Sdf’s formand, der skriver:

”Paterson er en perle af en film. Vi følger i syv dage hverdagen for buschaufføren Paterson, der bor i byen af samme navn. Han står op hver morgen, kysser sin smukke kæreste og går på arbejde, hvor han dels samvittighedsfuldt kører sin rute, dels skriver poesi om hverdagens små lyse øjeblikke. Han kommer hjem, går tur med hunden, spiser kærestens hjemmelavede mad og hører på hendes drømme om fremtiden. Det er en film næsten uden plot. Det er en poetisk og underfundig film, der hylder det stille intense liv, og som gør en glad og skærper ens opmærksomhed overfor nærværet i nuet. Jim Jarmusch fortæller selv, at han er blevet inspireret af digteren Ron Pagett, hvis digte bruges i filmen. Man tænker uvilkårligt på Dan Turell, der også ”holdt mest af hverdagen”. Paterson er selve den vidunderlige hverdag”.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Patriarken

New Zealand, 1960’erne. To maori-fårehyrdefamilier ligger i rivalisering. Mahana-familiens yngste søn, 14-årige Simeon, må ikke arbejde i marken med fårene, men får besked af sin strenge bedstefar, Tamihana, på at blive hos kvinderne på gården. På et gammelt, glemt fotografi finder Simeon nøglen til den livslange fejde mellem familierne. Men hvad vil det betyde for slægten, hvis sandheden kommer frem?

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Hundeliv

Dansk film står ikke stærkt blandt årets film, men i lighed med tidligere har vi dog fundet en lovende debuterende instruktør, hvis film blev lidt overset i biograferne og som fortjener en chance i klubben.

De to søstre, teenagerne Sofia og Olivia, lever et usselt liv i under- og udkantsdanmark, mor er underkuet og fordrukken, far og stedfar voldelige, dumme svin. Socialrealismen synes næsten at have fået en tand for meget! Da moren fortæller Sofia, at hendes biologiske far er i live, ser hun og halvsøsteren det som en chance for at slippe væk hjemmefra. Og selv om intet bliver som ventet, kommer filmen op i gear. Man tror på de to stærke piger og deres drøm om et bedre liv, og de spilles overbevisende af to unge debutanter.

”Det er en film, der kan minde om Kunsten at græde i kor, Frygtelig lykkelig og Klumpfisk. Der er en egen sort humor, og den giver os også overraskende og livsbekræftende nye vinkler på livet i udkanten”, lyder det i Sdf’s anmeldelse.

Vi viser filmen i vinterferien, så hvad med at tage store børn og børnebørn med i klubben denne gang?

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Søstre

De tre søstre Sachi, Yoshino og Chika bor alene i deres afdøde bedstemors hus i en kystby i Japan. Deres forældre er for år siden gået fra hinanden og har forladt deres børn til fordel for en ny partner. Søstrene bærer nag til forældrene, og da de hører om faderens død, deltager de kun modvilligt i begravelsen. Der møder de deres ukendte kun 13-årige halvsøster, der nu står uden værge, men som de tre får draget ind i deres liv.

Det er en meget poetisk og meget japansk film, der dvæler ved årstidernes skiften og de mange ritualer, som endnu præger livet i Japan. Filmen er en livsbekræftende skildring af både sorg og glæde i søstrenes liv og hylder samhørighed og slægtskab som de egentlige værdier i livet. Filmens budskab rummes i de ord, der siges af en af søstrene i filmen: ”Jeg er glad for, at jeg stadig kan se det smukke i det smukke”. ”En varm film, der griber en om hjertet”, som Sdf’s formand Lonni Gelsdorf skriver i sin anmeldelse.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Sameblod

Lapland i 1930’erne. Den 14-årige samepige Elle Märja lever et traditionelt vildmarksliv med sin familie, der opdrætter rensdyr. Da hun kommer på kostskole og udsættes for racebiologiske undersøgelser, fyldes hun af skam i en sådan grad, at hun stikker af til Uppsala og udgiver sig for at være svenske Christina. Men fornægtelsen af familiens kultur har sin pris.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Jeg, Daniel Blake

Daniel Blake, filmens hovedperson, har været snedker i en menneskealder, da han rammes af sygdom og ikke kan arbejde. Han må bede staten om hjælp, men livet er ikke nemt, når man skal følge statens forvirrende og ydmygende regelrytteri. Han gør imidlertid sit bedste og har endda overskud til at hjælpe den enlige mor, der også er i klemme i systemet.

Sjældent har man set skildret en kritik af velfærdsamfundets bureaukratiske bagside så stærk og gribende. Loach og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, har skabt endnu en socialrealistisk harmdirrende beretning om almindelige menneskeskæbner, der sjældent finder vej til det store lærred. Der er ingen store filmiske armbevægelser hos Loach, men det stille har også ret, når det formidler en så vigtig fortælling. Også i Danmark gælder det, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, at det er ”en tiltrængt film til tiden”.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Moonlight

Vi slutter første del af sæsonen af med at vise årets Oscarvinder som bedste amerikanske film.

Filmen er historien om den unge sorte mand, Chiron, fortalt gennem 3 udvalgte og klart definerede nedslag, nemlig barndom, ungdom og voksenliv.  Hans liv og kamp for at finde sin plads i tilværelsen formes dels af de mennesker, han møder, og dels af de øjeblikke, han gennemlever, i et af Miamis hårdt belastede kvarterer. Fra en ludfattig barndom med grov mobning og en opvækst hos en crackafhængig mor over ungdommen, hvor vold og spørgsmål om seksualitet presser sig på, til et voksenliv hvor han må genforhandle sin identitet og tage ejerskab over sit eget liv.

Det er en meget velspillet film, der nærværende og roligt fortæller sin bevægende historie. Det er en dannelsesfortælling, der foregår i et sort, voldeligt, homofobisk miljø, som instruktøren selv kender til, men som han formår at lave en almen historie ud af. Det fineste ved Moonlight er netop iflg. Bo Greens anmeldelse i Weekendavisen, at ”filmen er tidløs og farveblind”, altså vedkommende for os alle.