Filmen kommer fra Kosovo, der efter den jugoslaviske krig og efter årtiers stridigheder mellem serbere og albanere i dag er et selvstændigt land. Men inden var landet præget af voldsomme etniske udrensninger som dem vi mest kender fra Bosnien (Srebrenica). Den foregår i en fattig landsby, hvor mange mænd stadig år efter borgerkrigens ophør er savnet og ved FN’s hjælp eftersøges. Enkerne i landsbyen kæmper ikke blot med sorgen og uvisheden om deres skæbne, men også med savnet af den økonomiske forsørger. Og filmen fortæller om en gruppe enker med vores seje heltinde i spidsen, der stabler en forretning med hjemmelavet ajvar på benene. Men bare at se en kvinde køre bil, for slet ikke at tale om en selvhjulpen forretningskvinde, er for meget i dette gammeldags, patriarkalske samfund. Så det er op ad bakke for kvinderne!
Filmen fortæller altså om sorgbearbejdning i den centrale familie, vi følger, men også om feministisk sammenhold i landsbyen. Det er gribende at følge, og gør et stort indtryk, og filmen vandt da også alle den alternative Sundance-festivals priser.
Japans Oscar-bidrag var i år den dejlige kvindelige instruktør Naomi Kaweses nyeste film. Vi så hendes sidste, Månen over kirsebærtræerne, tilbage i 2016 i filmklubben. Hun fortæller smukt og stille om de menneskelige relationer i det moderne Japan.
Aftenens film handler om en adoption, først set fra adoptionsforældrenes side, dernæst fra den biologiske mors side. Vi møder det velhavende Tokyopar, der på mange måder har alt, men har store og langvarige fertilitetsproblemer, og ender med at adoptere Asato, og et lykkeligt familieliv opstår. Så skiftes perspektivet til den purunge pige, der tidligere blev tvunget af sine skamfulde forældre til at føde og bortadoptere sit nyfødte barn, men seks år senere opsøger det adopterende par og forlanger sit barn tilbage. Det rejser naturligvis mange dilemmaer…
Filmen giver et dybt og præcist indblik i japansk kultur, som på mange måder mht skyld, skam og ære er væsensforskellig fra vores. En betagende film.
Iran er blevet et stort filmland, hvad sæsonens to film derfra viser i al deres forskellighed. I aftenens film møder vi Ali og hans kammerater, som lever som gadebørn af at stjæle. De får at vide, at der findes en hemmelig skat, som man kun kan komme til gennem en tunnel under en skole. De må altså lade sig indskrive på denne Solens Skole, som viser sig at være en velgørende institution, hvis formål er at hjælpe gadebørn væk fra gaden og kriminaliteten.
Hvordan det spænder af skal opleves. Det er en fantastisk velspillet film, som er tilegnet ”de 182 millioner gadebørn, der er henvist til kriminalitet og børnearbejde”. Og som Sdf’s anmelder skriver ”efterlader den en med et håb, efter at man har været i selskab med disse gadebørn, der er fyldt med optimisme og tro på livet. En dejlig anderledes film!”
Den kvindelige franske instruktør med de danske aner har lavet en endnu bedre film end den, hun slog sit sære navn fast med for nogle år siden, skilsmissefilmen Dagen i morgen.
I Bergmans ø er det amerikanske filmskaberpar Chris og Tony taget på ”skrive-retreat” på Fårø, den lille ø nord for Gotland, som den store svenske instruktør, Ingmar Bergman, gjorde til sit hjem, og hvor han lavede mange af sine berømteste film. Som dagene går inspireres især Chris af den mytiske ø og Bergmans film- og kærligheds-verden, og i næsten halvdelen af filmen fortæller hun manden om den film om brændende, ung kærlighed, som hun er blevet inspireret til – og vi ser den i indspillet form som film i filmen.
Bergmans ø er en meget raffineret og seværdig film om kærlighedens forskellige former, inspireret af Bergman fra Sommernattens smil til Scener fra et ægteskab. Den er desuden blændende spillet, især af de to kvindelige hovedpersoner, og med et vidunderligt lydspor.
Aftenens film er iransk og vandt Sølvbjørnen i Berlin sidste år. Den fortæller 4 historier om iranere, der alle står med store etiske dilemmaer i forbindelse med, at de får til opgave at udføre henrettelser for styret. Det fører både til moralske skrupler og til oprør, og filmen kan ses som ikke blot en kritik af dødsstraf, men også en hyldest til ytringsfriheden. Instruktøren har fået forbud mod at lave film og er idømt fængselsstraf for at ”sprede propaganda”.
Filmen skildrer i et lavmælt, realistisk filmsprog de 4 almindelige menneskers umulige og ubærlige situationer, og rummer også smukke symbolladede scener. Den kan ses som et humanistisk dokument, og er en mesterligt fortalt film, der berører en dybt.
Det er Niels Arden Oplevs ny meget personlige film, vi lægger ud med. Det har flere af hans film ganske vist været, men her slår han det selv i en slags nonfiktiv prolog til filmen ligefrem fast.
Filmens dominerende hovedrolle som Rose spilles betagende af Sophie Gråbøl. Hun er en psykisk syg midaldrende kvinde, der på initiativ af hendes søster, der også ledsager hende, rejser tilbage til Paris, for der at genkalde sig en ungdomstid, hvor hun var rask og oplevede en stor kærlighed.
Rejseformen er selskabsrejsen i bus, så en række danske mennesketyper fremstilles som baggrund for Rose, hvilket dels er underholdende og dels medvirker til at karakterisere Rose og hendes personlighed.
Det er en meget smuk, livsklog og seværdig film, som Gørlev Filmklub starter den ny sæson med.
Unge Ahmed
De belgiske Dardenne-brødre har filmklubben fulgt i mange år. De laver seriøse, socialrealistiske film, der ofte har vundet priser i Cannes. Aftenens vandt prisen for bedste instruktion i 2019.
Filmen skildrer en radikaliseringsproces af en ung dreng, der inspireret af en lokal ekstremist vil kæmpe for islamistiske renhedsidealer og udtænker et angreb på sin lærer. Den unge Ahmed kommer ellers fra et udpræget kultur-muslimsk miljø og er egentlig en ganske blød dreng, men netop derfor måske også modtagelig for de sort-hvide budskaber, der gør ham voldsparat og får ham til at bryde med både familie og kammerater.
Filmen udvikler sig langsomt og eftertænksomt og er et vægtigt og yderst seværdigt indlæg i debatten om unge og radikalisering.
.
Little Women
Lige som England har sine klassiske, kvindelige, ”præ-feminister”, der skriver om unge kvinders vilkår i 1800tallet, så har USA også en, nemlig Louisa May Alcott. Hendes roman fra 1869 er flere gange blevet filmatiseret, men nu har den unge amerikanske instruktør Greta Gerwig gjort det igen, ” og det er en af de mest intelligente og rørende klassikerfilmatiseringer i årevis”, som filmtidsskriftet Ekko’s anmelder skriver.
Filmen skildrer de fire søstre March, der vokser op i et dannet og kærligt, men fattigt hjem som selvstændige og komplekse kvinder i stadig kamp med de kvinderoller, tiden vil tvinge dem ind i. Især Joe er den rebelske, litterært begavede ”drengepige”, der spiller efter egne regler, og ikke vil træde ind i den skabelon, som skæbnen har tildelt hende som kvinde, og med hendes søstre og deres talenter som sammenligningsgrundlag bliver filmen mest hendes udviklingshistorie. Sdf’s egen anmelder falder ind i koret af rosende kolleger, og kalder filmen ”en fremragende filmatisering, varm, romantisk, solidarisk og aldrig resigneret”.
Tysktime
Endnu en vellykket filmatisering, denne gang af en af efterkrigstysklands kendteste forfattere, Siegfried Lenz, og hans roman af samme navn. Filmen foregår i Friesland, lige syd for den danske grænse og skildrer en efterkrigs-kultur, hvor der ikke bruges mange ord. Derimod taler naturen, og visuelt er det en meget smuk film af marsklandet.
Den unge, utilpassede Siggi er sat i en barsk stuearrest, fordi han har afleveret blankt på et stileemne om ”pligtens glæder”. Her vælter barndoms-erindringerne frem om den splittelse, han har oplevet som barn i nazi-tiden. Hans far er en streng landbetjent, der i den grad har efterlevet nazitidens ”pligter”. En modsætning til denne leveform oplevede Sigge i det kunstnerhjem, hvor han ofte kom som barn. Under nazi-tiden blev denne kunstner sat under malerforbud, og Siggis far blev sat til at overvåge, at det følges.
””Tysktime” er en fremragende film, der gør tysk fortid levende og nutidig, både den store og den lille”, som Politikens anmelder skriver.
Erna i krig
I foråret 1918 under 1.verdenskrig er Tyskland trængt og har brug for alle sine unge mænd i skyttegravene. Også de nordschlesvigske, altså sønderjyderne, som for de dansksindedes vedkommende jo slet ikke opfatter krigen som deres. Den enlige mor Erna vil gøre hvad som helst for at beskytte sin lettere retarderede søn, og forklædt som mand drager hun med Kalle i krig, da også han indkaldes.
Det er grundhistorien i det sønderjyske makkerpar Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz’ ny film. Denne gang har instruktøren dog forvandlet den finurlige tone i Jepsens forfatterskab til det mere alvorlige. Han har med Ekko’s og Politikens anmelder ”gjort den skæmtsomme skrøne til den semitragiske skæbnefortælling”. Ja, faktisk er det blevet en repræsentativ og glimrende krigsfilm om sønderjydernes ufrivillige deltagelse i 1. verdenskrig. Og så spilles Erna jo eminent af Trine Dyrholm, ”i hvis ansigt, der sker mere end på alverdens slagmarker”, som Berlingerens anmelder skriver.
