Sound of Metal

Sound of Metal

 

Som første film i filmklubbens 35. sæson viser vi den netop Oscar-vindende amerikanske film, hvis klipning og lyd danskeren Mikkel E.G. Nielsen står bag.

Det er en bevægende skildring i høj hastighed af en normalt langsom proces ind i og forbi tabet af hørelsen for en trommeslager. Ruben er en mand, der har rejst sig fra en hård baggrund og formået at vælge stofferne fra og musikken til. Han er kæreste med sangeren i et metal-band. Derfor er det også ekstra ubærligt, da han pludseligt mister hørelsen. Vi – publikum – oplever direkte konsekvenserne og udfordringerne, der følger.

Filmtidsskriftet Ekko slutter sin rosende anmeldelse af den gribende film: ””Sound of Metal” er et mesterværk, der kræver et biografbesøg med ekstra god lyd. Kun sådan kan man værdsætte filmens enorme respekt og ærefrygt for lyd”. Det tror vi godt, Den gamle Biograf kan leve op til.

Generalforsamling sæson 34 + Gøg og Gokke

Kort generalforsamling
og derefter
Gøg og Gokke
Vi slutter sæsonen med en både sjov og filmhistorisk spændende film.

Stan Laurel (1890 – 1965) og Oliver Hardy (1892 – 1957) – med andre ord Gøg og Gokke – var titaner i pionertiden for amerikansk film, og John Bairds film begynder her: På settet til ”Way out West”, deres kostelige westernparodi. Begge mænd er bitre og frustrerede, synes de underbetales af producenten og har lige lovlig meget gang i den mht spil og damer. Så springer vi til 16 år senere, da parret er blevet turnerende anakronismer for halvtomme sale i England. Der er op- og nedture i det følgende og begge mænd har helbredsproblemer.

Det er et bittersødt, charmerende og nostalgisk portræt, der tegnes af de to komikere. Venskabet mellem dem er rørende skildret, så man både ler og græder.

Smerte og ære

Smerte og ære
Spaniens store gamle instruktør har lavet en sikkert ganske selvbiografisk film. Vi møder instruktøren som desillusioneret og neurotisk optaget af sit skrantende helbred. Han kan ikke længere skabe film, og hvad er der ved livet, hvis man ikke kan lave film? Et møde med en skuespiller, der medvirkede i hans store succes for 32 år siden, kan måske løse op for instruktørens krise. Og endnu et gensyn med en gammel kæreste, som instruktøren svigtede, men aldrig har glemt, giver anledning til nye minder. Og minder er jo bearbejdelse af levet liv.

Det er en smuk, varm og kærlig film med store skuespilpræstationer. Specielt er Antonia Banderas fremragende som instruktøren, og Penelope Cruz er jo altid dejlig. Mange anmeldere mener, at filmen her burde have vundet palmerne i Cannes, og at det er Almodovars bedste film.

 

Løfte ved daggry

Løfte ved daggry
En underholdende fransk selvbiografi danner grundlaget for aftenens film, der altså er en såkaldt ”bio-pic”. Romain er født allersidst i zarens Rusland og vokser op som alenebarn med sin mor i mellemkrigstiden. Først under ret barske forhold i Vilnius, derefter i et mere blomstrende Nice. Begge steder er opdragelsen præget af moderens store ambitioner på barnets vegne. Under 2.verdenskrig deltager han som flyver i de frie franske styrkers luftvåben og dekoreres for sit mod.

Men filmen handler næsten mere om hans fantastiske og altdominerende mor, der synes i stand til at klare sig under alle forhold og med sin grænseløse kærlighed og storhedsdrømme på sønnens vegne fylder hans liv. Charlotte Gainsbourg, som vi kender så godt herhjemme fra Lars von Triers film, er fremragende som denne ”store moder”.
Filmen er en charmerende og underholdende hyldest til moderkærligheden.

En hvid hvid dag

En hvid, hvid dag
Island brillerer på filmområdet i disse år. Også på krimiområdet, som aftenens film velsagtens må rubriceres under, selv om den mest fremstiller en mands traumebearbejdning.

Filmen skildrer en politimands liv efter hans kones død ved en trafikulykke. Han lukker sig inde og vil ikke tale om sit tab, men tingene ændrer sig, da han under oprydningen af konens efterladenskaber opdager, at hun har været ham utro.

”Med En hvid, hvid dag gør den unge instruktør et uudsletteligt indtryk og indtager sin plads blandt europæisk films største talenter. Han har her begået en lille perle af en ”traume-krimi”, der lydefrit opnår harmoni mellem kunstnerisk udtryk og engagerende fortælling”, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder slutter sin rosende omtale af filmen.

Klassisk søndag: Apocalypse now -the final cut – kl: 13.00-17.30

Ekstra film – NB Søndag 31.1.2021, kl. 14.00 – 17.30 NB

Apocalypse now : final cut
Nu og da viser Gørlev Filmklub klassikere, eller ekstra lange film, der ikke egner sig til en normal torsdagsaften, en søndag eftermiddag. I år er det Francis Ford Coppolas berømte Vietnamfilm fra 1979, der i final cut udgaven fra 2019 har fået billede og lyd restaureret og fremstår endnu stærkere som et billede på krigens absurditet.

I filmen sendes den unge, amerikanske officer på en mission op ad floden gennem Vietnams jungle for at finde oberst Kurz, der som en slags gud har skabt et rædselsregime på grænsen til Cambodia. Hans opgave er at dræbe ham!

Selv om man har set filmen før, bør man unde sig selv at se den igen i denne udgave, for den er et mesterværk. En rejse til helvede med uforglemmelige passager med musik af Jim Morrison This is the End og Wagners Valkyrieridt. En rejse, der som i filmens forlæg, Joseph Conrads roman Mørkets hjerte fra 1902, handler om det mørke, der hersker i alle menneskers indre og som kan gøre dem vanvittige og skabe krigens absurditet.

SIR

SIR
Indien er kendt for sine Bollywood-film, men aftenens film viser, at der også laves andre og mere seriøse film i Indien: Langsomt og smukt skildrer SIR to meget forskellige indere i storbyen Mumbai: Den desillusionerede overklassedreng Ashwin, der både har et mislykket arrangeret ægteskab og en tid i USA med forfatterdrømme bag sig, før han kaldes hjem for at indgå i farens store entreprenørvirksomhed, og den fattige landsbypige Ratna, tvangsgift som helt ung og enke uden forsørgelse efter få måneder, der må tjene som tjenestepige i byen, men stadig har sine store, næsten umulige designerdrømme intakt. Ensomt i storbyen lever de to op og ned ad hinanden – de ses ofte hver for sig alene i hvert sit billede i den smukt fotograferede film. En kærlighed udvikler sig langsomt mellem dem, men en umulig en af slagsen, fordi Indiens klasse- og kastesystem synes uoverstigeligt.

Filmen giver et fint indblik i det moderne Indien, og historien gør et stærkt indtryk.

I trygge hænder

I trygge hænder
Aftenens film er et rørende og velspillet adoptionsdrama. En ung studine ankommer til fødegangen i den franske by Brest og føder en søn, hun ikke vil have. Personalet kalder ham Theo, som så skal bortadopteres. Klar til adoption er Alice, der i 10 år har ventet herpå, og som selv om hun er fraskilt alligevel ved en ny lov har fået muligheden herfor. Men først er der en fortrydelsesret i 2 måneder og Theo skal altså i pleje. ..

Hele systemet kommer vi igennem i denne film, der ikke er et kritisk dokudrama, som man måske kunne forvente, men en film der viser at systemet virker! Historien udvikler sig til et ganske rørende kammerspil, hvor vi møder alle de sympatiske og omsorgsfulde mennesker, der er involveret i adoptionsprocessen. ”Det er en varm, rolig, humanistisk og optimistisk fortælling, og vi har også brug for sådan en film”, som Sdf’s anmelder slutter.

Krudttønden

Krudttønden
Spillestedet på Østerbro, som har givet navn til aftenens film, kender vi jo bedst som stedet, hvor Danmarks hidtil eneste terrorangreb tog sin begyndelse. Manuskriptforfatter og instruktør Ole Chr. Madsen har lavet filmen herom, ligesom Erik Poppe gjorde for Norges endnu værre terrorangreb i Oslo og på Utøya, som vi viste i filmklubben sidste år. Begge film er sobre og taktfulde i deres fremstilling trods deres forfærdelige emne.

I aftenens film er formålet så tydeligt at skabe et præcist og overskueligt billede af, hvordan landet lå og byen så ud, da skuddene faldt. Skiftet mellem lange talescener og korte sekvenser, mellem selskaber i middelklassehjem og overvågningsbilleder af det danske parallelsamfund, skaber både filmisk fremdrift og virkningsfulde personportrætter. Det er på en gang ”en respektfuld og rasende film”, som Sdf’s anmeldelse så originalt slutter.

Blinded by the night

Dobbeltfilmarrangement – Første film kl 16.00

Blinded by the light
Man siger, at musik kan forandre verden, og det er netop, hvad Bruce Springsteens rockmusik gør for den 16-årige Javed Khan, der som pakistansk 2.generationsindvandrer vokser op i Luton nord for London. Vi er i 1980’ernes Thatcher-periode med arbejdsløshed og racisme. Javed er en følsom dreng, der gerne vil væk fra både sin patriarkalske, pakistanske familie og Luton, og Springsteens musik og tekster bliver katalysator for hans oprør og frigørelse. Musikken er ikke bare underlægning, men orkestreret som uimodståelige musicals, som man griber sig selv i at synge med på. ”Det er en rigtig feel-good-film, men man bliver altså så glad over at se Javed finde sin vej”, som Sdf’s anmelder skriver.

Dobbeltfilm
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag.
Tilmelding til maden er nødvendig og skal ske senest tirsdag d. 4. november
på tlf. 4057-8804 (Paw) eller  4031-0143 (Birthe)
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.