Soul Kitchen

Efter middagen skal vi se den underholdende og swingende feel-good-film om det kulørte liv omkring en restaurant i Hamburg. Fatih Akin, filmens tysk-tyrkiske instruktør, har vi fulgt tæt i Gørlev Filmklub, og det er ikke vores skyld, at han ikke endnu er et kendt instruktørnavn. Vi gav ham vores lokale festivalpris for hans gennembrudsfilm Mod muren i 2005, og i sidste sæson viste vi hans glimrende tredje film På himlens kant om tysk-tyrkeres skæbne i Istanbul og Hamburg. Med Soul Kitchen slår han en mere humoristisk tone an, og det med så stor kraft og intensitet, at han vandt juryens specialpris ved Venedig-filmfestivalen.
Tysk-grækeren Zino driver en lille restaurant, som han har svært ved at få til at løbe rundt. Og han har også meget at kæmpe med. Men selv når alt ser sortest ud, dukker de gode kræfter op, her i skikkelse af byens hotteste kok, der forvandler det platte tyske schnitzel-og-pomfrites-køkken til et mekka af smagsoplevelser, og frodig og sansemættet musik fylder stedet. Filmen kaldes på alle måder vellykket og charmerende af Politikens anmelder: ”En film af den slags, der ikke bare forøger humøret, men også giver en naturlig og god appetit på livet”.

På Himlens Kant

Fatih Akin, hvis fremragende gennembrudsfilm Mod muren vandt vores sidste lokale filmfestival i 2005, har lavet en ny rost film, der vandt manuskriptprisen ved sidste års Cannes-festival.
Filmen veksler mellem at foregå i Tyskland og Tyrkiet og udspiller sig mellem seks meget forskellige tyskere og tyrkere og tysk-tyrkere. Ikke for ingen ting er Akin tysker med tyrkiske rødder, og som i Mod muren er det tværkulturelle møde i centrum. Den vidtløftige handling lader sig dårligt referere, det må være nok at nævne at en tyrkisk enkemand i Bremen slår pjalterne sammen med en moden prostitueret. Hans søn er en velintegreret universitetslærer i Tyskland, mens den prostituerede kvinde har en datter, der i Tyrkiet deltager i den forbudte kurdiske modstandsbevægelse. Hun må imidlertid flygte til Tyskland og får der en nær veninde, som siden rejser til Tyrkiet, og hvis mor er fortællingens sjette person. Efter sigende er det ikke så indviklet, som det umiddelbart lyder.

Filmen har et grundlæggende budskab om tolerance og engagement, men er primært en velspillet, jordnær og realistisk fortælling, som virker stærkt.